I over et årti skulle han igen og igen have gennemtævet, voldtaget og truet sin hustru. Og nogle tilfælde skulle kvindens egen bror have hjulpet til.
Mandag indledes en på alle måder frygtelig sag ved Retten i Glostrup. En sag om årelang formodet mishandling af en afghansk kvinde og hendes tre børn.
På anklagebænken sidder hendes 34-årige mand og hendes 29-årige bror.
Ægtemanden er blandt tiltalt for i en periode fra enten 2007 eller 2008 til slut november 2020 på flere adresser i københavnsområdet igen og igen at have tævet hende.
Blandt andet da hun var gravid med tvillinger. Flere gange skulle han have slået og sparket hende, hvilket medførte blødning og tab af fostre, lyder det i anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af.
Også ved en senere graviditet skulle han ved flere lejligheder have slået, sparket og skubbet hende i en sådan grad, at hun igen begyndte at bløde fra underlivet.
Flere gange fandt volden sted i børns nærvær. Blandt andet et tilfælde i 2012, der sendte kvinden på skadestuen, hvor hun fik en halskrave på.
I alle årene skulle den 34-årige desuden have voldtaget sin hustru. Adskillige gange. Og når hun modsatte sig, skulle han have slået hende.
Mishandlingen gik ikke kun ud over kvinden, men også en datter født i slut-00erne. Hun skulle ligesom sin mor i alle årene kontinuerligt have været offer for sin fars bestialske voldseskapader.
I et tilfælde, der skulle være fundet sted i november 2020, skulle den tiltaltes svoger – altså pigens onkel – have deltaget.
Onklen er desuden tiltalt for at have mishandlet en yngre pige flere gange. I et enkelt tilfælde i så voldsom grad, at hun besvimede.
Ligeledes skulle han have deltaget i volden mod søsteren og i øvrigt gennem fem år have tæsket sin nevø flere gange om måneden.
Foruden voldsorgierne er ægtemanden og svogeren tiltalt for at have truet kvinden og den ældste datter med, at de »skulle sendes til Afghanistan og slås ihjel«.
Anklageskriftet mod de to mænd er langt og fyldt med grusomme detaljer. Der er af samme årsag afsat syv retsdage til sagen, som føres med nævninge.