Københavns Vestegns Politi anholdt den sigtede mand onsdag klokken 13.09.

Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Her bliver en 26-årig mand med et stort sort fuldskæg og iklædt sorte joggingbukser, sort sweatshirt og sorte kinasko ført ind i retslokalet.

Det er dermed næsten 24 timer siden, at manden, der er midt i 20erne, bliver fremstillet for en dommer.

Anklageren starter med at læse sigtelsen mod manden op. Den 26-årige er sigtet for manddrab og besiddelse af våben, da han kørte to endnu uidentificerede medgerningsmænd, der ifølge sigtelsen skød og dræbte en mand på Brøndby Nord Vej 17. november.

Ifølge sigtelsen kørte de to uidentificerede medgerningsmænd mod Brøndby Nord Vej ved 14.30-tiden, hvor de affyrede et våben et ukendt antal gange mod deres offer.

Ved Flintelunden ventede den sigtede i en bil og kørte de to mænd væk, fremgår det af sigtelsen.

Kort tid efter flygtede de fra stedet, og senere afbrændte de flugtbilen, en koksgrå Skoda Octavia, seks kilometer fra gerningsstedet.

Mandens forsvarsadvokat oplyser, at hans klient nægter sig skyldig.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har den anholdte mand banderelationer i det kriminelle indvandrermiljø.

Den sigtede kigger sig flittigt over skulderen, da dørene til retslokale 206 åbner.

Et familiemedlem er mødt op for at give manden et par Netto-poser fyldt med tøj, men kvinden får at vide af en politibetjent, at den sigtede mand ikke må tage imod tøjet. Det skal i stedet indleveres senere, hvis han bliver varetægtsfængslet, til fængslet.

Men det er ikke meget, hverken pressen eller familie får at se af den sigtede, for anklageren i sagen anmoder dommeren om at lukke dørene til grundlovsforhøret.

Det tager ikke dommeren lang tid at overveje, og efter få minutter bliver dørene til lokalet lukket af hensyn til politiets efterforskning.

Samtidig fik manden også et navneforbud, der afskærer pressen fra nærmere at beskrive mandens identitet.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi kalder drabet for en målrettet handling, der er en overlagt og kynisk forbrydelse.

»Det svarer ikke i uvæsentlig grad til den type drab, vi tidligere har set begået af gerningsmænd fra kriminelle miljøer. Den omstændighed indgår selvfølgelig i efterforskningen, men vi forholder os også til andre hypoteser,« har vicepolitiinspektøren tidligere udtalt til B.T.

Den sigtede blev varetægtsfængslet i fire uger frem til 22. december.