Landets anden store rockergruppe bliver nu også udfordret af indvandrerbander.

Rockerklubben Bandidos , der i 90erne var i blodig konflikt med Hells Angels, er muligvis ved at blive en aktiv del af krigen mod kriminelle bander af indvandrere, der vil fravriste rockerne kontrollen over narkomarkedet.

En af Bandidos topfolk blev i går ved et lukket grundlovsforhør ved retten i Næstved varetægtsfængslet og sigtet for forsøg på indsmugling af våben til Danmark fra udlandet. Hvad de indsmuglede våben skulle bruges til, ønsker politiet ikke at oplyse.

Black Cobra svækket
Det står imidlertid klart, at Bandidos i Sydsjælland er i åben konflikt med indvandrerbander. Det bekræfter politikommissær Bent Ludvigsen, der leder afdelingen for organiseret kriminalitet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har haft held til at fængsle et større antal medlemmer af gruppen Black Cobra det har skabt et hul i markedet, som andre grupper forsøger at tage. Og disse grupper holder sig ikke tilbage fra også at udfordre Bandidos, siger Bent Ludvigsen.

Stukket i maven
De seneste måneder har den udvikling ført til blodige gadekampe. I april blev tre personer med tilknytning til rockergruppen angrebet af en flok indvandrere i Holbæk. Den ene blev angiveligt slået i nakken med en flaske, en anden fik snitsår i hovedbunden, mens den tredje blev stukket i maven. Dagen efter blev 18 Bandidos -medlemmer anholdt præventivt for at undgå ballade.

I lørdags var den så gal igen, da to medlemmer af Bandidos støttegruppe, X-team, blev forsøgt likvideret. De sad i en bil, da der dukkede to hætteklædte mænd op og affyrede fem-syv skud gennem bilens sideruder. Den ene blev ramt i skulderen og den ene hånd.

Hidtil har Hells Angels stået alene i 'krigen' mod indvandrerbanderne. Af Rigspolitiets banderapport for 2008 fremgår det, at Bandidos 'aktivt søger at undgå indblanding i en konflikt med såvel Hells Angels som med bandegrupperinger'.

Mandsopdækkes
Så den seneste udvikling er ikke gået ubemærket hen hos Rigspolitiet.

- Det er noget, vi følger tæt. Vi fortsætter massivt den efterforskning, vi har i forhold til deres kriminalitet og de konflikter, der er forskellige steder, siger Kim Kliver, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

B.T. var i går i kontakt med Bandidos -boss Jim Tinndahn, der er bosat i Sverige. Han afviste, at Bandidos fremover kommer til at spille en dominerende rolle i bandekrigen .

- Jeg har forstået, at der er tale om et privat opgør, siger han om den seneste skud- episode.