Aqua-stjernen René Dif blev i går idømt 30 dages betinget fængsel for vold mod sin eks-kæreste, Ibi Støving.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Vi havde en aftale om, at han aldrig ville slå mig.« Det var ordene fra en grådkvalt Ibi Støving, da hun i går blev afhørt i kriminalretten i Helsingør.

Her var kæresten gennem fem år, René Dif, tiltalt for vold. For efter et skænderi 16. august blev aftalen brudt. Her slog René Dif hende to gange i ansigtet. I går i retten stod Ibi Støving og eks-kæresten René Dif så for første gang ansigt til ansigt igen efter den nat.

René Dif ankom til retten sammen med sin forsvarer Jane Ranum få minutter før, retssagen gik i gang. Klædt i sort jakke og slidte jeans gik han med sænket hoved og et tomt blik i øjnene direkte mod døren. Ikke et ord kom der ud af hans mund. Det var tydeligt, at han ikke havde lyst til at tale med pressen.

Som den første kunne han fortælle om de skæbnesvangre timer, der for altid satte et punktum for et fem års langt forhold.

Det hele startede med en hyggelig aften i René Difs sommerhus i Hornbæk. Ibi Støving, René Dif, Ibis veninde Johanna og René Difs mor havde været ude og spise.

Efterfølgende hyggede de sig alle fire i sommerhuset med et par glas vin. René Dif og hans mor gik i seng først på natten, hvorefter Johanna og Ibi Støving fortsatte den glade aften. På et tidspunkt vågnede René Dif ved, at Ibi Støving stod ved hans seng og - efter hans udsagn - råber og skriger.

Ifølge Ibi Støvings forklaring havde hun på det tidspunkt tjekket en af René Difs sms'er. Det var fra en pige, der skrev »jeg er altid glad, når du kommer.« På det tidspunkt havde René Dif og Ibi Støvings forhold haltet lidt. Ibi Støving blev straks mistænksom og skrev tilbage til pigen, hvor hun udgav sig for at være René.

Det viste sig, at pigen var en af René Difs dansere, som havde været med, da René Dif optrådte i Spanien. Ibi Støving bad pigen »med hendes egne ord« at beskrive, hvad der skete i Spanien. Den beskrivelse, der kom tilbage, lød - ifølge Ibi Støving - som beskrivelsen af et samleje.

Sparket i skridtet
Herefter afkrævede hun en forklaring af René Dif, der lå og sov. De begyndte at skændes, og René Dif prøvede at komme væk fra sommerhuset. Og så var det at slagene og sparkene faldt. Ifølge René Dif var Ibi Støving meget oprevet og hysterisk.

Ibi Støving gav ham en lussing, hvorefter han stak hende en lussing, så hun faldt. Han løb ud af huset, hvor Ibi Støving indhentede ham gav ham et spark i skridtet. Så gav han hende endnu en lussing.

Men Ibi Støving havde en helt anden forklaring. Ifølge hende startede René Dif med at stikke hende en lussing. Det gjorde hende så chokeret, at hun råbte: »Du er ligesom din far!«

Herefter slog René Dif hende med knytnæve, så hun faldt bevidstløs om. Da hun nogle sekunder efter vågnede, var hun så bange, at hun sparkede ham i skridtet. Herefter forsvandt René Dif

Det var to forskellige forklaringer. Men i retten kunne anklageren fremvise billeder, politiet tog, da Ibi Støving dagen efter anmeldte René Dif for vold. De billeder viste en forslået pige, der højst sandsynligt havde modtaget andet end lussinger fra sin kæreste.

Og de billeder vejede tungt. Så tungt at René Dif efter en fire timers lang retssag, kunne modtage dommen. Den lød på 30 dages betinget fængsel. Dommer Annette Maarbjerg begrundede den forholdsvis milde dom med, at René Dif ikke var tidligere straffet.

Efter at René Dif havde modtaget dommen, forsvandt han hurtigt fra retssalen. Forsvareren Jane Ranum meddelte, at de nu vil tænke over, om de vil anke sagen.