Fire unge rødder flippede helt ud, da flere mennesker ville forhindre dem i at køre spirituspåvirket

Det kan være en smertefuld oplevelse, hvis man forsøger at sætte en stopper for en spritbilist . Det måtte en gruppe borgere sande, da de sent i aftes uden for Varde forsøgte at forhindre fire fuldebøtter i at køre beruset i bil.

Da bilen med de fulde rødder stoppede, sprang fire unge mænd ud, og de begyndte at banke løs på en 67-årig mand.

- Han blev både slået og sparket, så det her en særdeles alvorlig sag, siger Jan Lambertsen fra politiet i Esbjerg til jv.dk.

Alle fire mænd flygtede efterfølgende fra stedet, to i bilen og to til fods, men alle blev senere anholdt af politiet.

- De er alle sigtet for vold i forening, men ingen er sigtet for spirituskørsel, da vi ikke kan bevise, hvem der kørte bilen, siger Jan Lambertsen til jv.dk.

Det endte dog galt for den ene af de voldssigtede. Under sin flugt fra politiet faldt han pludselig bevidstløs omkuld.

- Han har simpelthen hyperventileret under løbeturen, men en læge fik efterfølgende styr på ham igen, siger Jan Lambertsen.