Anklagemyndigheden har nu fået grønt lys fra Justitsministeriet til at trække en 31-årig dansk statsborger i retten for landsforræderi.

Den kendte syrienkriger Ahmad Salem El-Haj er tiltalt for at have tilsluttet sig terrororganisationen IS og deltaget i kamphandlinger for IS under den væbnede konflikt i Syrien.

Sagen er planlagt til at køre med nævninge i Københavns Byret fra 23. november. Foreløbigt er forventningen, at der falder dom 9. maj næste år.

»Det er første gang, Anklagemyndigheden rejser tiltale efter straffelovens paragraf 101 a om landsforræderi,« forklarer Lise-Lotte Nilas, Statsadvokat for København, om den specielle sag.

Hun fortsætter:

»Det sker, fordi anklagemyndigheden vurderer, at det kan bevises, at den tiltalte, som er dansk statsborger, ikke blot lod sig hverve til IS, men også tilsluttede sig en væbnet styrke og deltog i kamphandlinger for IS i den væbnede konflikt i Syrien, hvor den danske stat var part på modsatte side.«

»Det er særlig groft, fordi det er foregået over en lang periode, og fordi han har deltaget i kamphandlingerne, indtil han på grund af fysiske skader ikke længere var i stand til at deltage aktivt.«

Den tiltalte mand, som er fra Aarhus-området, sidder i skrivende stund fængslet og har gjort det siden midten af november 2019, hvor han blev udsendt fra Tyrkiet.

Han har efter myndighedernes opfattelse ikke statsborgerskab i et andet land eller mulighed for at få det.

Af samme årsag har man altså ikke fundet grund til at nedlægge påstand om frakendelse af dansk indfødsret og udvisning af Danmark.

Foruden sin deltagelse i selve krigen er Ahmad Salem El-Haj også tiltalt for blandt andet at have ladet sig hverve til en terrororganisation samt for at have fremsat trusler om og opfordret andre til at begå terrorhandlinger mod navngivne danskere.

Skulle han blive fundet skyldig, risikerer han dermed fængsel på livstid.

Til B.T. oplyser Ahmad Salem El-Hajs forsvarer, Michael Juul Eriksen:

»Han nægter sig skyldig, og de ting, han eventuelt måtte være skyldig i, er han allerede dømt for efter vores opfattelse.«

Forsvareren henviser til, at hans klient tidligere er dømt i Tyrkiet, angiveligt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien.