Salget af Twitter har været genstand for stor debat.

Fredag blev det så officielt – Tesla-direktøren Elon Musk fik købt det sociale medie.

Og det har fået den danske stjerne Simon Kvamm til at reagere. Det vil han nemlig ikke være en del af, meddelte han i et opslag på Instagram.

'På denne dag, hvor dette medie er overgået til privat og enevældig styring på et nyt niveau, sletter jeg hermed min konto,' skrev han i et tweet.

Salget af Twitter har været et kontroversielt emne fra begyndelse, da Elon Musk i april bød sig til som køber med et købstilbud på hele 330 milliarder danske kroner. Men så trak han sig, fordi Musk mente, at han havde fået forkerte oplysninger om antallet af falske brugere på mediet. Det fik Twitter til at hive Tesla-grundlæggeren i retten.

Men i oktober begyndte sagen at spøge igen. Og fredag kunne Elon Musk så lukke salget på nøjagtigt samme beløb som i foråret, og han undgik samtidig en retssag.

Den tidligere Nephew-forsanger Simon Kvamm havde, inden han valgte at slette sin profil hele 163.819 følgere – og dem kom han da også med en lille opfordring til i sit »farvelfløjt«.

'Hvis nogen af mine 163.820 følgere er interesseret i at følge mig videre, er jeg at finde på næsten lige så trælse sociale medier.'

Forsangeren i Hugorm havde ellers været en del af Twitter siden 2009, men lørdag blev sidste tweet altså sendt ud, og dermed er hans tid på mediet forbi.

Kvamm er ikke den eneste, der er utilfreds med ejerskiftet. Også forsangeren i Dodo and The Dodos, Dodo Gad, skriver på Twitter mandag, at hun tager en pause fra platformen.

'BYE BYE TWITTER. Tror lige jeg holder en pause fra Elon Musk.'

Det er ikke kun danske kendte, der indikerer at forlade det sociale medie – udenlandske kendte, blandt andre skaberen af tv-serien 'Greys hvide verden', Shonda Rhimes, har også meddelt at ville forlade mediet som følge af Elon Musks overtagelse.

'Bliver ikke hængende for hvad end Elon Musk har planlagt. Farvel,' skriver Shonda Rhimes.