Bodil Jørgensen er for første gang med ’Rytteriet’, når de overfører deres satire-univers fra tv og radio til teater-scenen med showet 'Rytteriet - Live i Tivoli'.

»Jeg elsker at være en del af ’Rytteriet’. Deres univers giver mig lov til at være mig selv. Når jeg for eksempel står og skælder ud på sønderjysk, får jeg afløb for min vanvittige side,« siger hun smilende og fortæller, at hun ofte bliver stoppet af unge mennesker, der vil have hende til at sige sine replikker fra ’Rytteriet’.

»Jeg boede for et par år siden på Nørrebro, hvor de ville have billeder med mig og sagde, jeg mindede om for eksempel deres farmor. (Bodil Jørgensen slår over på karikeret ”indvandrer-dansk”) ’Sig lige det der med, at du skal ud og skide,’ sagde de hele tiden til mig.«

For fire år siden kom hun galt afsted under optagelserne til filmen ’Far til fires vilde ferie’, hvor hun blev kvæstet i en traktorulykke, som var lige ved at slå hende ihjel. I dag er hun tilbage på benene, men må leve med smerter.

»Så længe jeg ikke skal op og hænge i noget på scenen, kan jeg sagtens være med til at lave ’Rytteriet,« forklarer hun og tilføjer så:

»Det havde fandme været ærgerligt at omkomme i en ’Far til fire’-optagelse. Jeg tror, det var i ren raseri, at jeg ikke døde. Jeg ville simpelthen ikke dø over sådan noget lort. De gamle film var gode, men jeg synes snart, de skal til at finde på nogle nye historier til børn.«

Efter ’Rytteriet - live i Tivoli’ skal Bodil Jørgensen i gang med Odense sommerrevy, og så har hun gang i nogle nye film, som hun ikke kan fortælle mere om lige nu.