Rettelse, artikel opdateret 17/1 2017: I en tidligere udgave af denne artikel skrev BT ved en fejl, at den danske turist havde oplyst til det tyske medie, at »Jim Lyngvild ikke har typiske, homoseksuelle holdninger«. Den oplysning findes ingen steder og er derfor af samme grund ikke korrekt. Den pågældende turist hedder Ulrik Frost, og BT har givet ham mulighed for at lade sig citere for, hvad han har oplyst det tyske medie. BT beklager fejlen nok engang.

I 2008 medvirkede Jim Lyngvild i en hyldestvideo til homoseksuelle i Tyskland, der blev udstillet som et mindesmærke i Berlin. Den video er nu blevet fjernet på opfordring fra et tysk homo-medie, der udpeger Lyngvild som racist og homohader.

Det tyske 'queer'-medie Siegessäule blev mandag kontaktet af en dansk turist, der gjorde dem opmærksom på, at Jim Lyngvild var den ene af to personer, der optræder i den pågældende video, hvor to mænd kysser. Videoen er en hyldest til homoseksuelle ofre under Holocaust, og videoen er således udstillet overfor et Holocaust-mindesmærke i Berlin.

Den danske turist hedder Ulrik Frost, og han fortæller her, BT hvad han fortalte det tyske medie, og hvorfor han gjorde det:

»Jeg fortalte, hvad Jim Lyngvild har sagt. Jeg gav dem hans udtalelser. Han har sagt, at homoseksualitet er naturstridigt, og at han ikke bryder sig om homoseksuelle. Det sendte jeg dem beviser for,« siger Ulrik Frost til BT.

Screendump af mindesmærkevideoen med Jim Lyngvild til venstre.
Screendump af mindesmærkevideoen med Jim Lyngvild til venstre.
Vis mere

Mediet har gravet sig frem til Lyngvilds politiske overbevisning, og fundet ud af, at han har åbent et venskab med Pia Kjærsgaard og tidligere har støttet Dansk Folkeparti. Det har fået det tyske medie til at udpege ham som både racist og homohader.

Mediet har derfor anbefalet den tyske LGBT-forening (for bøsse, lesbiske, biseksuelle og transkønnede, red.), at man burde fjerne videoen på grund af Jim Lyngvild. I følge Siegessäule er videoen nu blevet fjernet.

Ekstra Bladet har kontaktet den danske designer, der ikke var bekendt med det tyske medies kritik og den igangværende sag, som han ellers ikke har meget til overs for.

»Hvor er det skønt. Det her viser, at nogle især homoseksuelle mænd har en tendens til at være de største kællinger, når det kommer til at føle sig forfulgt eller indtage offerrollen. Hvorfor skulle det gøre mig til en dårligere homoseksuel, at jeg er ven med Pia Kjærsgaard? Derudover er det mig den morsommeste gåde, at jeg som homoseksuel mand skulle være homofob,« siger Jim Lyngvild til Ekstra Bladet.

Jim Lyngvild har tidligere fortalt i en video på sin Facebook-side, at han ikke bryder sig om homoseksuelle, der kræver opmærksomhed og anerkendelse, mens han også åbent har talt ud om sit venskab til Pia Kjærsgaard. Han har nu meldt sig ind under fanerne hos De Konservative, og stemmer dermed ikke DF længere.

Fredag var Jim Lyngvild også med i Radio24syv-programmet 'Det, vi taler om', hvor snakken netop gik på sagen om homo-videoen. Her var det en noget mere berørt Jim Lyngvild, der skulle tale om, at videoen var blevet fjernet. Jim Lyngvild havde svært ved at holde tårerne tilbage, da programmets vært, Ditte Okman, læste op fra anklagerne mod ham. Hun måtte endda stoppe op undervejs og spørge, om han var okay.

»Det er jeg faktisk ikke. Jeg bliver enormt berørt, og jeg er så træt af... Jeg gør alt, hvad jeg kan. Jeg inviterer flygtninge med i Jernalderlandsbyen i Odense, jeg prøver virkelig at være noget for mennesker. Og alligevel bliver den her trukket op, og det er altid bitterhed og sure bøsser, der trækker den frem, og som skal knalde mig op på vægge og sige: 'Prøv at se her'. Så er det klart, jeg farer i flint og siger: 'Nu stopper I',« fortæller Jim Lyngvild i radioprogrammet med grødet stemme, der gav lytterne en meget klar fornemmelse af, at han græd.