Henrik Voldborg havde ikke meget fidus til e-mails. Og det var måske meget godt, for havde han haft det, var der for længst blevet sat en stopper for hans varemærke: hjemmestrikkede sweatre i alle afskygninger.

En e-mail havde ellers i halvfemserne informeret alle TV Avisens ansatte om, at en ny dresscode påbød studieværterne altid at bære jakke og slips. Henrik Voldborg læste først e-mailen flere år senere. Og da havde såvel ledelsen som Danmarks befolkning vænnet sig til at de den folkekære vejrvært i alskens sweatre.

I dag er det verden over Meteorologiens Dag, og selv om Henrik Voldborg for længst er gået på pension, står han stadig klart de flestes hukommelse. Ikke mindst - og nok netop - på grund af de kuriøse strikkede trøjer.

Det hele startede i 1989. Henrik Voldborg blev udnævnt til satirebladet Svikmøllens yndlingsoffer, og fik som præmie foræret en sweater med vejrmotiver.

- Sweateren blev trukket ned over hovedet på mig af to bikiniklædte kvinder iført gennemsigtige regnfrakker. Derefter blev det lidt at en tradition, at jeg optrådte i sjove striktrøjer, når jeg lavede vejrudsigten, siger han.

Med tiden donerede folk mere og mere kreative sweatre til ham. 25 af dem har han endnu. De bliver opbevaret i møltætte poser i hjemmet i Søllerød, men de bedste af dem bruger han skam stadig. Det gælder også den allerførste fra 1989.

- Lige netop i disse dage, hvor foråret har kigget frem, kan jeg nøjes med at have en tynd vindjakke over. Det er smart. Den er af uld uden at være alt for tæt. Der er godt nok kommet nogle små huller ude i siden, men det kan man ikke se, siger han.