Selvfølgelig kan en tidligere statsleder være med i 'Vild med dans', lyder det fra Helle Thorning-Schmidt. Hun tør bare ikke.

Den 54-årige tidligere statsminister er blandt publikum til fredagens udgave af 'Vild med dans'.

Hun sidder i studiet for at heppe på sangerinde Freja Kirk, men hun ville aldrig selv turde stille op, fortalte hun inden showstart.

»Jeg synes, de er så modige, flotte og dygtige. Jeg er stor beundrer af programmet,« lød det indledningsvis fra Helle Thorning-Schmidt.

Vild Med Dans - program 4 På TV2 fredag den 1. oktober 2021.
Vild Med Dans - program 4 På TV2 fredag den 1. oktober 2021. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Men jeg tør ikke selv være med. Jeg har hverken mod eller tid til det.«

Adspurgt hvor mange gange TV 2 har spurgt, om hun vil være med, svarede hun blot med et grin.

»Det skal man jo ikke afsløre sådan noget. Jeg siger ikke noget! Ingen kommentar.«

Helle Thorning-Schmidt tilføjer, at hun godt kan lide at danse - men i privat regi.

Hvis hun skulle pege på en tidligere Christiansborg-kollega, som hun gerne vil se i 'Vild med dans', lyder svaret:

»Morten Bødskov. Han ville være god på det her dansegulv. Jeg tror, det ville være godt for ham at komme på dansegulvet hver fredag.«

Hun blev også spurgt, om hendes tidligere statsminister-rival Lars Løkke Rasmussen, der sidste år var med i Kanal 5's 'Over Atlanten', ville være god i 'Vild med dans'

»Ja det kunne være sjovt. Hvis Lars gider og tør.«

Helle Thorning-Schmidt afviser selv at medvirke i nogle former for reality-tv.

»Jeg har rigtig travlt. Med mit arbejde for eksempel. Jeg har lige skrevet en bog, der kommer på mandag.«

Helle Thorning-Schmidt ankom til 'Vild med dans' med den tidligere 'Løvens hule'-profil Birgit Aaby.