Kendisfrisøren Dennis Knudsen har haft svært ved at bruge ordet alkoholiker om sig selv, men er nu kommet til den erkendelse, at det er han.

»Med det drukomfang, jeg har haft i perioder, så har jeg været alkoholiker – eller er det,« siger han i 'Go' aften live' på TV 2 og forklarer, at det er, fordi han har lidt af angst. Særligt præstationsangst og tanker om ikke at være god nok.

Her fortæller han, at han sagtens kunne drikke »et par« flasker vin for at dulme nerverne – og alkoholindtaget forekom både nat og dag. Når det var værst, kunne han sågar finde på at blande snaps op med vand i nattetimerne, hvis han havde svært ved at sove for tankemylderet.

Det var faderskabet til sønnerne Lucas og Noah, der for alvor blev hans vej ud af alkoholmisbruget. Inden Dennis Knudsen i 2019 blev far for første gang, gav kendisfrisørens mor ham nemlig en klar besked:

»Hvis du drikker, og jeg ser dig beruset, skal du ikke have ham. Han skal ikke opdrages af en voksen, halvgammel far, der er alkoholiker og ikke kan tage hånd om sit barn,« fik Dennis Knudsen at vide.

Han er da heller ikke i tvivl om, at moderen mente det alvorligt, og at hun den dag i dag fortsat ville gøre alvor af det og indberette det til kommunen, hvis hun fandt ud af, at han indtog alkohol igen. Hans venner havde tilmed givet udtryk for, at alkoholindtaget var til den gode side.

»Det fik mig til at droppe alkoholen. Mine børn er min medicin. Nu har jeg to små drenge, og det er medicin for min sjæl,« fortæller han i programmet og understreger, at det slet ikke er et problem for ham at undvære alkohol.

»Nu har jeg ikke drukket i to et halvt år, og jeg har jo stadig en social hverdag med fester og gang i den.«