Herning Blue Fox er tæt på en europæisk finale efter endnu en sejr ved Continental Cup i italienske Asiago.

Weekenden står på europæisk turnering for Herning, der fredag lagde ud med at besejre de italienske mestre fra Asiago, der er vært ved turneringen.

Lørdag eftermiddag vandt Herning også kamp nummer to, da Mogo Riga fra Letland blev besejret med sikre 5-2 efter periodecifrene 1-0, 2-1 og 2-1. Letterne fik en dårlig start på turneringen, da Yertis Pavlodar fra Kasakhstan fredag smaskede dem med hele 11-2. Og i lørdagens kamp var det Herning, der fra begyndelsen sad på spil og chancer i kampen mod letterne.

Hvis Herning skal videre til finalerunden – Continental Cup Super Finals i begyndelsen af 2016 – så kræver det, at Yertis Pavlodar vinder lørdag aftens kamp over Asiago. Men uanset, hvordan det går i kampen lørdag aften, så kan Herning med en sejr søndag i finalekampen mod Pavlodar lade sig hylde som vindere af puljen.

Hernings cheftræner, Mario Simioni, måtte lørdag undvære Mathias Mølgaard (skade), Steffen Frank (sygdom) og Joachim Linnet (karentæne), og spørgsmålet er, om de er tilbage søndag og forstærker holdet.