For tre år siden stod Danmark i en semifinale mod Sverige ved europamesterskaberne i Kroatien.

Det danske hold var tårnhøj favorit mod et meget skadesplaget svensk mandskab. Og danskerne tog nok for let på opgaven, for de heroisk kæmpende svenskere vandt højst overraskende semifinalen.

Et hårdt slag for de sejrssikre danske spillere, og kampen sidder stadig i baghovedet.

»I den EM-semifinale i 2018 tror jeg, at vi alle var lidt overraskede over, hvad Sverige rent faktisk var i stand til at kunne gøre med et skadesramt mandskab. Og den fejl komme vi ikke til at lave én gang til,« understreger Danmarks fløjstjerne Lasse Svan Hansen.

Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

»Vi lader os ikke påvirke, selvom Sverige på papiret har nogle uprøvede spillere med i forhold til det, vi skal ind til. Vi kommer til at forberede os på præcis samme måde og kommer til at have det præcis samme fokus, som vi har haft i hele turneringen.«

Landstræner Nikolaj Jacobsen har ikke i sinde at gå i samme fælde, som han og holdet gjorde i Kroatien. Favoritværdigheden ændrer ikke på noget.

»Jeg tror, at vi forhåbentligt har lært af den semifinale i 2018. Og jeg ved godt, at svenskerne nu vil give os favoritværdigheden, og det er også fint nok – de har det bedst med at komme fra baghjul, det har de gjort hele turneringen.«

»Men jeg tror, at det bliver en meget lige kamp med to hold, der har spillet noget virkelig flot håndbold,« forudser landstræneren.