Blev Danmark snydt for et straffekast i de døende sekunder af kampen mod Frankrig?

Umiddelbart ja, hvis du spørger i den danske lejr.

»Jeg synes, de laver et relativt usportsligt frikast med syv-otte sekunder igen,« sagde Jesper Jensen efter kampen med henvisning til det sidste danske angreb.

Spilleren 'forseelsen' blev begået imod var Line Haugsted, der da ikke lagde skjul på, hun nok var enig med sin træner.

»Jeg får et gigantisk skub, vil jeg sige. To minutter ville nok have været på sin plads. Det er svært at sige. Jeg synes sgu, de dømte lidt til deres side, men det er bare min følelse,« sagde Line Haugsted med et lille smil, der dog slet ikke overskyggede skuffelse.

Der blev dog ikke dømt noget, og i stedet måtte danskerne fortsætte angrebet, der endte i et frikast, hvor Anne Mette Hansen var alene mod den franske mur.

I den afgørende situation til sidst tøvede Jesper Jensen heller ikke med at gå hen for at brokke sig. Dog uden det gjorde en forskel i forhold til den manglende dom, der kunne have givet danskerne mulighed for at udligne i sidste sekund.

»Det kan vi ikke gøre noget ved på det tidspunkt, men havde det været dømt, og de havde fået en to minutters udvisning, så havde det også givet et straffekast. Men det er jo sagen uvedkommende nu. Den eneste kendelse i løbet af kampen, som jeg er helt vildt ærgerlig over, er den angrebsfejl på Rikke Iversen. Den synes jeg var lidt af en gamechanger i og med, at det også gav en udvisning til Trine Østergaard. Om det havde været nok, skal jeg ikke kunne sige nu, men den ærgrer mig lidt,« sagde landstræneren.

Landsholdet efter den tabte semifinale.
Landsholdet efter den tabte semifinale. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Danskerne førte langt hen ad vejen i kampen, på et tidspunkt endda med fire mål med mulighed for at øge forspringet til fem. En chance, de dog ikke formåede at udnytte.

Som kampen skred frem, var det franskmændene, der trak det længste strå efter en anden halvleg, hvor de åd sig ind på det danske forspring og endte med en sejr på 23-22.

»Jeg er skuffet. Jeg synes, vi havde alle muligheder. Alligevel er de en my skarpere til sidst,« sagde Line Haugsted, inden hun pegede på en anden situation i anden halvleg, der i hendes optik fik betydning.

»Jeg synes også, den dobbeltudvisning bliver lidt afgørende, hvor man tænker: 'hvad fanden er det for en kendelse, der kommer'. Det er der jo ikke noget at gøre ved. Sådan er det, det er håndbold,« sagde Line Haugsted, der ikke lagde skjul på sin ærgrelse.

Hun følte, Danmark havde krammet på franskmændene og havde 'alle muligheder' til at tage sejren. Sådan endte det dog ikke, og i stedet skal Jesper Jensens mandskab ligesom sidste år spille kamp om bronzemedaljerne.

Den kamp bliver spillet søndag klokken 14.30.