En Netto har haft besøg af Fødevarestyrelsen, og det gik ikke, som butikken havde håbet.

Styrelsen konstaterede, at butikken solgte økologisk babygrød, selvom produktet flere dage forinden var blevet tilbagekaldt på grund af for højt blyindhold.

Det blev der ikke set på med milde øjne. 

Fødevarestyrelsen havde vurderet, at det ikke kan udelukkes, at der er en risiko ved at spise babygrøden.

Netto på Silkeborgvej i Herning har fået en bøde på grund af manglende tilbagetrækning af en farlig vare.
Netto på Silkeborgvej i Herning har fået en bøde på grund af manglende tilbagetrækning af en farlig vare. Foto: Google Street View
Vis mere

I kontrolrapporten skriver Fødevarestyrelsen, at Netto på Silkeborgvej i Herning fik besked om tilbagetrækningen allerede 2. august. Men på kontrolbesøget 8. august var varen stadig ikke var fjernet fra salg i butikken.

Forholdet har udløst en bøde på 40.000 kroner samt en sur smiley til butikken.

Der er tale om økologisk grød med smag af æble, yoghurt, sød kartoffel og ingefær fra mærket ØGO med udløbsdato den 7. juni 2024.

Ved at slå produktet op kunne butikken se, at der var solgt to stykker siden tilbagetrækningsdatoen. Dog kunne butikken ikke se, om de solgte produkter specifikt var de tilbagetrukne produkter.

»Vi snakkede om, at produktet skulle tilbagetrækkes, men troede, det var et produkt i en anden emballage. Vi har derved kigget efter et forkert produkt. Vi mente ikke, vi havde produktet i sortiment,« forklarede Netto-butikken ifølge kontrolrapporten.

Det er Salling Group, som står bag tilbagekaldelsen af produktet, der var solgt i koncernens Netto-butikker over hele landet.

»Der er ingen undskyldning. Vi skulle naturligvis have fjernet de to produkter, hvilket vi kun kan beklage,« skriver Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef i Salling Group, i en mail til B.T.

Bly kommer fra luftforurening. Tungmetallet kan derfor findes på blandt andet frisk frugt og grønt, som man derfor bør skylle.

Ophobes der for meget bly i kroppen, kan man få blyforgiftning. Særligt børn er sårbare over for bly.

Det skyldes, at deres nervesystem er mere følsomt end voksnes.

Har man som forbruger indtaget babygrøden, vil man ifølge Fødevarestyrelsen ikke mærke det med det samme.

»Det afgørende er, at forbrugerne ikke har et højt indtag af bly igennem længere tid. Det er nemlig ikke det enkelte måltid, der er afgørende, men derimod indtag over længere tid. Forbrugerne vil derfor ikke opleve akutte symptomer,« skrev styrelsen i en pressemeddelelse 4. august vedrørende tilbagekaldelsen.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man kasserer grøden eller leverer den tilbage til den butik, hvor den er købt.