Det har eksisteret i 31 år, men om to måneder er det slut.

Hotel & Restaurant Fakkelgaarden ved Flensborg Fjord lukker.

Det fremgår af et opslag på det sønderjyske hotels egen Facebook-side.

»Det er med stor beklagelse, vi må meddele, at Fakkelgaarden har sidste åbningsdag d. 30. november 2023.«

»En kombination af flere års driftsunderskud, en nødvendig renovering og udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft har gjort, at beslutningen om at lukke Fakkelgaarden er truffet,« lyder det.

Fakkelgaarden er 100 procent ejet af Fleggaard-koncernen, der er kendt for sine grænsebutikker.

Hotel & Restaurant Fakkelgaarden slog dørene op tilbage i juli 1992. Her ses et arkivfoto af den nu afdøde grænsekøbmand Hans Frede Fleggaard med Fakkelgaarden i baggrunden.
Hotel & Restaurant Fakkelgaarden slog dørene op tilbage i juli 1992. Her ses et arkivfoto af den nu afdøde grænsekøbmand Hans Frede Fleggaard med Fakkelgaarden i baggrunden. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fakkelgaarden understreger, at der ikke er tale om en konkurs.

»Og derfor indestår vi naturligvis for vores forpligtelser, ligesom vi holder åbent helt frem til og med d. 30. november 2023.«

Alle gæster som har booket sig ind på Fakkelgaarden efter 1. december, vil imidlertid blive berørt af beslutningen.

Fakkelgaarden vil hurtigst muligt tage kontakt til alle berørte gæster, oplyser de.

»Vi vil gerne benytte lejligheden til at takker alle vores skønne gæster for jeres tillid og opbakning gennem årene«

»Det har været en inspirerende rejse og vi er stolte af at have været en del af så mange fantastiske stunder.«

Hotel og Restaurant Fakkelgaarden huser 26 værelser og suiter.

Det er opført på grundstenene af det gamle, ærværdige Kollund Vandrehjem - oprindeligt bygget i 1934.