Milliardsalget af den engelske storklub Chelsea er angiveligt på vippen, selv om man for halvanden uge siden meddelte, at en købsaftale var skrevet under.

Mandag melder flere medier som Sky News og BBC nemlig, at handlen mellem den russiske ejer Roman Abramovich og et konsortium med amerikaneren Ted Boehly i spidsen kan være i fare.

Årsagen findes i, at Abramovich angiveligt ikke har leveret endegyldig forsikring til den engelske regering om, hvor profitten fra salget af Chelsea ender.

Abramovich lovede nemlig i marts - inden han røg på sanktionslisten - at han vil sende overskuddet fra salget af Chelsea til en fond, der kommer ofre fra Ruslands invasion i Ukraine til gode, ligesom han fortalte, at han ville afskrive Chelseas lån på 13 milliarder.

Foto: Andrew Winning
Vis mere

Og nu hvor Abramovich er på sanktionslisten og ikke har givet endegyldig forsikring om, at det kommer til at ske, ja så kan det betyde, at den britiske regering ikke kan udstede den særlige licens, der skal til for, at handlen kan gå igennem - for Abramovich må på grund af sanktionerne ikke tjene på salget.

»Uden de garantier, vil der ikke være nogen licens,« siger en embedsmand til Sky Sports, der beretter, at denne uge er altafgørende for forhandlingerne i salget.

Chelsea opererer lige nu under en særlig licens fra den britiske regering - den udløber 31. maj.

Ifølge BBC skal salget - til en samlet værdi på omkring 37 milliarder - være gennemført i begyndelsen af juni, hvor Premier League mødes for at udstede licenser til de klubber, der skal konkurrere i næste sæson.

Lykkes det ikke med et salg, kan det i værste fald betyde, at Chelsea vil blive udelukket fra turneringer i den kommende sæson, lyder det.