Brøndbys storaktionær, Jan Bech Andersen, er langt fra tilfreds med den måde, konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har udviklet sig på med afbud til VM-kvalifikationskampen mod Sverige fredag.

Han langer ud efter Spillerforeningens direktør, Mads Øland, som han mener i det skjulte arbejder for at få en karriere i enten det internationale fodboldforbund (FIFA) eller det europæiske fodboldforbund (UEFA).

»Det er på tide, at Mads Øland kigger sig selv i spejlet og gør op med selv, om han vil gøre det ultimative i hans verden - nemlig at skabe sig en politisk karriere med FIFA eller UEFA som endestation - eller være en hård, men retfærdig forhandler for dem han repræsenterer i Danmark,« skriver Jan Bech Andersen i en mail til bt.dk.

Brøndby har som klub en stor interesse i kvindelandsholdet, da klubben er storleverandør af spillere til dette landshold. Og Jan Bech Andersen mener, at Danmark som fodboldnation bliver til grin, når vi ikke kan håndtere, hvad andre lande godt kan, som han udtrykker det.

»Jeg har stor respekt for rettigheder og bedre forhold, men alle har brug for alle. Og når man sætter sig selv og dem, man burde repræsentere, over fællesskabet og fædreland, så er grænsen nået,« mener Jan Bech Andersen, der selv har mødt Mads Øland, dengang de begge spillede divisionsfodbold.

»Mads Øland er uden tvivl intelligent, men han glemmer ofte hvem han er oppe imod. Og intelligens er også at forstå, hvornår en snor knækker i en forhandlingssituation,« skriver Jan Bech Andersen.

»Med en EM-finale og forhåbentlig en VM-kvalifikation lige om hjørnet bør vi være stolte og holde hovedet højt,« slutter han.