Arsenal kaldte Nasri grisk, da han skiftede til City. Nu svarer franskmanden tilbage.

Det var ganske kontroversielt, da Samir Nasri sidste sommer skiftede Arsenal ud med Manchester City. Den 24-årige franskmand blev beskyldt for at være grisk og kun gå efter pengene, mens Nasri selv pegede på ambitioner som katalysator for skiftet.

For Samir Nasri kan transferen dog ikke karakterises som andet end succesfuld. Den franske playmaker har netop vundet sit første mesterskab, og det faktum tværer han nu ud i ansigtet på sin gamle klub.

- Folk i Arsenal sagde, at jeg kun tog til City for pengenes skyld, siger Nasri til den franske tv-station TF1.

- Jeg håber, at de kigger med nu, hvor jeg har fået min Premier League-medalje. Jeg mener ikke, at de har vundet noget i mange år nu. Hvis penge var det eneste, jeg var interesseret i, havde det letteste været at blive i Arsenal og samle mine penge op hver uge. Det er der mange, der gør i Arsenal i dag. Jeg tog den hårde beslutning at tage til en stor klub for at kæmpe for en plads, hvor man aldrig stiller sig tilfreds med det næstbedste. Jeg har bevist, at det var den rette beslutning.

- Nu håber jeg, at Arsenals fans kan komme videre med deres liv og glemme mig. De kan fejre deres tredjeplads. Så jeg vil fokusere på at vinde medaljer.

tipsbladet.dk