Islam Slimani og særligt Riyad Mahrez var i fokus, da Algeriet fik 2-2 mod Zimbabwe i Africa Cup of Nations.
At Leicester savner Riyad Mahrez og Islam Slimani blev tydeligt i Premier League-nederlaget til Chelsea lørdag.
Søndag blev de to offensivspilleres kvaliteter understreget i Africa Cup of Nations, hvor de komponerede Algeriets første mål i gruppekampen mod Zimbabwe. Målet blev sat ind af Mahrez.
Han scorede også sit lands andet mål i kampen, som sluttede 2-2.
Slimani lagde efter 12 minutter bolden ud til Mahrez og trak selv ind mod midten, så der blev plads ude på kanten. Herfra trak Mahrez lidt ind i banen og satte bolden flot ind ved fjerneste stolpe med venstrefoden.
Et smuk afslutning ligesom dem, han lavede en del af i den seneste sæson i England, som foruden mesterskabet til Leicester også gav Riyad Mahrez titlen som Årets Spiller i Afrika.
Zimbabwe lod sig dog ikke benove af den navnkundige scoring.
Først Kudakwashe Mahachi fra Golden Arrows i den sydafrikanske Premier League og siden Nyasha Mushekwi fra Dalian Yifang i Kina bragte Zimbabwe på 2-1 inden pausen.
Otte minutter før tid scorede Mahrez så igen.
Han tog chancen fra distancen, og med god hjælp fra Zimbabwes målmand strøg bolden i mål til 2-2.
De to øvrige hold i gruppe B, Tunesien og Senegal, mødtes senere søndag.
Det endte med en sejr på 2-0 til Senegal.
Liverpools Sadio Mané scorede på straffespark efter ti minutter.
Efter en halv time headede forsvarsspilleren Kara Mbodji Senegal på 2-0 efter et hjørnespark.
/ritzau/