Han er den første spiller henne ved Christian Eriksen.

Få sekunder forinden har han undret sig over den tilbagelægning, som Eriksen har givet ham. Den lå godt, men blev afleveret med knæet. Danmarks største fodboldstjerne falder i samme øjeblik til jorden, men i første omgang tænker han alligevel ikke, at der er noget galt. Eriksen er nok bare snublet.

Men så kommer Joakim Mæhle på andre tanker.

»Jeg kiggede tilbage på Christian (Eriksen, red.), og han var helt fjern i øjnene. Og så tænkte jeg, at vi skulle have hjælp med det samme. Jeg har ikke stået i den situation før, men jeg har haft et førstehjælpskursus, så jeg forsøgte at få fingrene ind i munden på ham, så han ikke slugte sin tunge,« siger Joakim Mæhle i DR-dokumentaren 'Landsholdet bag kulissen'.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Lynhurtigt kommer der hjælp til Christian Eriksen, der ligger helt stille på Parkens græstæppe 42 minutter inde i EM-opgøret mellem Danmark og Finland 12. juni.

Imens behandlerne forsøger at genoplive den danske stjerne, danner hans holdkammerater en – nu ikonisk – ring rundt om ham. Blandt dem står Joakim Mæhle med ansigtet begravet i hænderne.

»Da Skjoldager (landsholdets fysioterapeut, red.) sagde, at han ikke trak vejret … Der gik jeg jo bare i sort,« fortæller en rørt Joakim Mæhle.

Men kort tid efter kunne Mæhle og resten af spillerne ånde lettet op. Det var lykkedes behandlerne at genoplive Christian Eriksen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Da Christian vågnede, sagde han noget i stil med, 'hvad fanden skete der lige der?'. Jeg blev sindssygt lettet, fordi jeg havde set kontrasten fra, at han ikke trak vejret, til at han pludselig var sig selv igen.«

I dokumentaren sætter fem andre landsholdsstjerner og landstræner Kasper Hjulmand også ord på det, der lynhurtigt blev et nationalt traume.

Tidligere på måneden mødte B.T. Kasper Hjulmand til et længere interview, hvor den 49-årige træner også kom ind på den skæbnesvangre Eriksen-episode:

»De sekunder eller timer, hvor man er i tvivl om udfaldet. Det er det mest forfærdelige, man kan forestille sig. Man ved ikke, om man mister en kær. Det fås ikke værre, det må være det værste tidspunkt, jeg kan slå ned på i det år, der er gået,« sagde han blandt andet.

29-årige Christian Eriksen fik for nylig ophævet sin kontrakt i Inter, hvorefter hans agent, Martin Schoots, har været aktiv i medierne for at tale om et muligt comeback.

Det er dog endnu uvist, hvorvidt Christian Eriksen fortsætter fodboldkarrieren.