Chelsea og Leicester er videre i FA Cuppen efter sejre fredag over henholdsvis Hull og Sheffield United.

London. Chelsea er med, når der senere spilles kvartfinaler i FA Cuppen i England.

Det herskede der ingen tvivl om fredag aften, da Chelsea hjemme besejrede Hull 4-0 i et opgør, hvor alle mål blev scoret i første halvleg.

Målscoringen blev indledt efter blot to minutter, da Willian tog et par træk og sparkede bolden i mål til 1-0.

Så var der lidt stilstand i opgøret, indtil Pedro scorede et smukt mål til 2-0. Cesc Fabregas lagde bolden frem, og Pedro pillede den ned og scorede sikkert.

Fem minutter senere var den gal igen hos Hull, der blev løbet fuldstændig over ende i første halvleg.

Igen var det Willian, der viste sin sparketeknik, da brasilianeren uden for straffesparksfeltet sparkede bolden fladt i mål til 3-0.

Det blev også 4-0 i løbet af de første 45 minutter, da Olivier Giroud scorede sit første mål for Chelsea efter skiftet fra Arsenal i januar.

Emerson stod for oplægget, og den franske angriber scorede fra tæt hold.

Kort inde i anden halvleg fik Hull muligheden for at reducere på et straffespark, men David Meyler misbrugte forsøget, som blev reddet af Chelsea-keeper Wilfredo Caballero.

Leicester og Kasper Schmeichel gik også videre i turneringen, da det hjemme blev til en 1-0-sejr over Sheffield United fra den næstbedste engelske række.

Jamie Vardy scorede Leicesters mål i anden halvleg.

/ritzau/