Gulddramaet i Superligaen er så intenst, at salgsboderne på stadion snart må overveje at udskrive nervemedicin for at dulme nervøsiteten hos fansene.

Den benhårde topstrid blev kun endnu mere tæt efter weekendens resultater, hvor Brøndby igen skuffede. De er dog fortsat favoritter til at høste guldet. 

Det mener B.T.s sportschef, Lasse Vøge, der her tager temperaturen på guldfavoritterne efter Superligaens 28. runde.

B.T.s GULDBAROMETER

»Av! Det var en svinedyr weekend for Brøndby. Alle tre konkurrenter grov-åd tre point af det vestegnske forspring – og Brøndbys anden-halvleg-kompleks fortsatte. De har nu 'tabt' anden halvleg i de seneste fire kampe.«

»Men på trods af dette er Jesper Sørensens drenge stadig en marginal favorit til mesterskabet. De fører ligaen med ét point – og tre ud af de sidste fire kampe foregår på hjemmebane. Det er trykket fra Brøndby Stadion, som de gule skal sætte deres lid til. For spillemæssigt er tingene faldet lidt ud af hak for dem.«

»Dooo do do do do doooo (Afspil teamet fra 'Dødens Gab') … Som en hvidhaj ved en søløvekoloni nærmer FCK sig langsomt, men sikkert, sit foretrukne bytte, som – hvis nogen skulle være i tvivl – i denne allegori er DM-pokalen.«

»Københavnerne har ramt guldformen og har i de seneste tre kampe kværnet modstanderne. Men er det en falsk tryghed. Det har trods alt været tre kampe mod slutspillets to svageste hold, Silkeborg og AGF. Den ægte test finder sted på Brøndby Stadion på søndag – består FCK, så lugter det igen af guld på Østerbro.«

»I det seneste barometer fik jeg faktisk afskrevet midtjyderne efter forrige weekends sammenbrud i Silkeborg. Ja, hvor dum kan være? For selvfølgelig kan man ikke drage nogle konklusioner i denne Superliga – og selvfølgelig slog FCM tilbage mod Brøndby søndag.«

»Men der er et par punkter, der gør mig lidt forsigtig, når jeg skal spå om FCM's guldchancer. De har en markant dårligere målscore end både Brøndby og FC København, og det kan blive fatalt i så tæt en afslutning. Og så skal de en tur til kunstgræsset i Farum, og det er bare ikke et underlag, der passer ulvepoterne godt – det så vi senest på Jysk Park.«

»Det kræver nok 12 point i de sidste fire kampe, hvis det helt store nordsjællandske guldkup skal finde sted. Men så igen – hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? FC Nordsjælland er nok ligaens p.t. mest velspillende mandskab, og i duoen Schjelderup & Osman har de et offensivt våben, som kan afgøre fodboldkampe.«

»Men der er ikke råd til en uafgjort, og derfor er nordsjællænderne stadig i en outsiderrolle. Der venter også et par svære ture til Brøndby Stadion og Parken – men det skal heller ikke være let, hvis man har det danske mesterskab som ambitionen.«

Guldbejlernes program for resten af sæsonen:

Guldduellen mellem Brøndby, FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland er åben på vid gab med kun tre point mellem nummer et og fire.

Brøndby har 56 point, FCK og FCM 55, mens FCN har 53.

Der er dermed lagt op til dramatik i de sidste fire spillerunder i Superligaen for de fire guldaspiranter.

FC København: Brøndby (ude), FCM (hjemme), AGF (ude) og FCN (hjemme).

Brøndby: FCK (hjemme), FCN (hjemme), Silkeborg (ude) og AGF (hjemme).

FC Midtjylland: AGF (hjemme), FCK (ude), FCN (ude) og Silkeborg (hjemme).

FC Nordsjælland: Silkeborg (hjemme), Brøndby (ude), FCM (hjemme) og FCK (ude)