De danske kvinder tabte EM-finalen, men vandt danskernes gunst - og nu vil de malke succesen

En dansk EM-finale. Godt nok et nederlag, men alligevel en finale og et højdepunkt med 1,5 millioner danskere, der så straffesparkskonkurrencen i semifinalesejren over Østrig.

Det danske kvindelandshold er gået fra totalt ukendt til et landshold, som følges af folket. Og det har været den store mission. At gøre kvindefodbolden interessant – og den mission er lykkedes, selvom drømmen om guld måtte briste.

»Jeg håber, vi bliver husket som et landshold, der kæmper for hinanden, og som har vist, at kvindefodbold kan man godt se i fjernsynet. Vi har ikke kun spillet for os selv. Vi har spillet for alle de små piger, som går til træning hver dag. Det en ubeskrivelig følelse, at vi har givet så meget til dem også. De kan se, at der er nogen at se op til. Det er helt vildt,« siger Cecilie Sandvej.

Hun og resten af holdkammeraterne har fået masser af opmærksomhed med kampe i nogle af de bedste sendetider på både TV 2 og DR. Og de har udnyttet momentum. Flere og flere seere er kommet til, og mon ikke mange efterhånden kan kende både Nadia Nadim og Pernille Harder.

De danske kvinder aner stadig ikke, hvad de kommer hjem til med modtagelsen i Danmark mandag, men de glæder sig til at mærke opmærksomheden.

»Der bliver sagt af folk udefra, at det har været helt fantastisk hjemme i Danmark. Det kommer vi til at opleve derhjemme. Jeg glæder mig utrolig meget. Det har virkelig været stort, at fansene har bakket os op hele vejen. Det skal de have et stort skulderklap for. Det har været fantastisk, og det er dem, der har båret os igennem rejsen. Både dem, der har set med hjemme i stuerne, og dem, der har været på stadion. Det er virkelig stort,« siger Katrine Veje.

Landsholdet vender hjem med sølvmedaljer efter en turnering med masser af stop rundt om i Holland. Med en sejr over Tyskland, der har vundet de seks seneste EM-slutrunder. Og ikke mindst med en stor interesse til følge.

Hesten galopperer af sted, og nu skal de bare sørge for, at den rider videre. De vil nemlig helst ikke glemmes, når stadionlamperne slukkes efter EM.

»Jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske nu, når det er slut. Nu skal vi fejres i morgen, men jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske de efterfølgende uger. Bliver vi bare glemt fuldstændig, eller holder vi det oppe? Det finder vi ud af, når vi spiller en testkamp mod Holland igen snart. Der er jeg spændt på, hvordan stemningen er,« siger Cecilie Sandvej, der bakkes op af holdkammeraten.

»Vi vil bestemt blive husket for den her finale, vi stod i. Det er utrolig stort, og der er meget hype om os ude omkring. Man lever jo lidt i en boble her, og det er nok først i morgen, det rigtig går op for mig, hvor stort det er, hvad vi har opnået,« siger Katrine Veje.