DBUs formand, Jesper Møller, kalder til dialog om landsholdsspillernes frustrationer, men han mener ikke, at klimaet mellem spillerne og DBU behøver at være godt

William Kvist og Simon Kjær startede bølgen med en bredside mod DBU og forholdene omkring landsholdet i Jyllands-Posten mandag. William Kvist sagde direkte, at han følte, at nogle i DBUs bestyrelse ikke ønskede, at Danmark kom med til VM. Christian Eriksen red videre på den med sin kritik af maden og behandlingen på landsholdet i Ekstra Bladet. Og først tirsdag stak DBU så hovedet ud af busken med en forsikring om dialog med det stærke spillerråd på landsholdet om forholdene.

DBU-formand Jesper Møller vil også have dialogen, men han kendte ikke til utilfredsheden, og han mener ikke, at DBU og landsholdsspillerne behøver at have et godt forhold.

Kendte I til landsholdsspillernes utilfredshed, inden I læste det i aviserne?

»Jeg kan kun svare for mit eget vedkommende. Nej, det kendte jeg ikke til.«

Ved I i DBUs bestyrelse præcis, hvad det er for ting, som spillerne ønsker at få ud af det?

»Nu kan vi læse det i aviserne, og det har jeg også selv gjort. Vi har været samlet til nogle møder tirsdag, og der har vi fået de ting at vide, som netop står i medierne. Men ellers må meningen med de drøftelser, som Claus nu skal have med dem være, at vi skal have tingene på bordet og finde ud af, hvad der er op og ned på det. Så vi kan få tingene til at glide bedst muligt. I dagligdagen er det Katja Moesgaard, som sidder i DBU A/S, og Claus Bretton-Meyer, der har kontakten til landsholdspillerne. Det er helt normalt. Sådan har vi altid arbejdet. Og medmindre der er nogle voldsomt store ting, så er det i bestyrelsen noget, vi bare får en orientering om. Og jeg har ikke hørt noget om det her før nu.«

Simon Kjær og William Kvist nævner specifikt, at der er folk i bestyrelsen, som ikke vil landsholdet det bedste. Hvad synes du om de anklager?

»Jeg kan kun sige, at vi i bestyrelsen da er med på grund af fodbold. Vi er med for at vinde nogle fodboldkampe. Jeg bliver vildt glad, når vi vinder. Hvis nogen har en anden opfattelse, er det da vigtigt, at vi får fortalt hinanden, hvad vi er med for. Jeg oplever i øvrigt spillerne som dybt professionelle. Jeg ser alle kampene. Vi plejer godt at kunne få tingene på bordet, så lad os få det her også.«

DBU-formand Jesper Møller
DBU-formand Jesper Møller Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Har I været gode nok til at få lukket det hele ned efter landsholdsaftalen, som nogle mener, at det her er en udløber af?

»Jeg kan kun tale for mit eget vedkommende. Jeg er også advokat, og når der er afsagt en dom, tager vi den til efterretning. Det var også det, jeg sagde i november. Og så kigger vi fremad. Vi skal videre. Nu oplever jeg ikke, at det her handler om det, men mere om nogle konkrete ting, men ellers må vi have det på bordet.«

Kan forholdet mellem spillerne og DBU blive godt igen?

»Jeg håber da, at det er godt. Jeg håber, at det bliver ved med at være godt, for det har vi en fælles interesse i. Jeg oplever, at når spillerne først løber ind på banen, er de dygtige professionelle. Så jeg kan ikke se andet, end at det nok skal blive godt – og er godt.«

Men kan du ikke se, at forholdet ser ud til at være dårligt, når spillerne går direkte til pressen i stedet for at tage snakken med DBU først?

»Jeg har været med både i AaB og DBU. Der har stået mange ting i aviserne gennem de sidste 25 år. Dermed ikke være sagt, at vi ikke skal prøve at gøre det bedre. Men en gang imellem skal der lukkes noget damp ud, og så er det vigtigt, at vi lytter til det, reagerer på det og får det håndteret. Jeg er sikker på, at når bolden ruller, så spiller vi for at vinde alle sammen.«

Det tror jeg heller ikke, at folk er i tvivl om. Men når man ser, at der bliver diskuteret for åbent tæppe, tænker man, at klimaet ikke er godt…

»Det behøver det da ikke at være. Det gør ikke noget, at vi diskuterer, men vi skal trække i samme retning, og det oplever jeg også, at vi gør. Når nogle giver udtryk for frustrationer, er det vigtigt, at vi ikke bare siger, at vi ikke gør noget ved det. Her gør vi noget ved det. Vi tager initiativ til en god snak, og så finder vi en fælles løsning på det.«

Stkker der mere under end bare forholdene omkring landsholdet?

»Hvis jeg kender medierne ret, så skal I nok spekulere i det. Men det kan jeg ikke vide noget om, og det er også derfor, jeg siger, at det er godt, at der nu bliver etableret en dialog, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned på det her. Jeg skal også nok have en snak med Jeppe Curth, der er formand for Spillerforeningen, for at høre, om han har nogle input til det.«

Vi talte med Jeppe Curth tidligere i dag, hvor han sagde, at den her sag ikke var en, som Spillerforeningen havde lyst til at blande sig i. Det var nogle ting, som landsholdsspillerne var utilfredse med, og det havde ikke noget med Spillerforeningen at gøre…

»Det bekræfter, at det er fint, at Claus får en snak med landsholdsspillerne. Det skal nu ikke forhindre mig i lige at tage en snak med Jeppe. Det skal vi nok finde ud af.«

Forstår du, at spillerne føler, at nogle i bestyrelsen ikke ønsker Danmark til VM?

»Nej, det forstår jeg ikke. Men nogle gange står tingene lidt sort/hvidt i medierne. Når sådan noget kommer frem, skal vi lytte til det og tage initiativ til at få at vide, hvad det går ud på. Vi er kun interesserede i, at tingene glider så godt og nemt som muligt.«

Tingene står jo sort på hvidt, og William Kvist har sagt, at han føler, der er nogle i DBUs bestyrelse, der ikke ønsker Danmark til VM. Ønsker du ikke Danmark til VM?

»Haha. Jo, jeg vil faktisk rigtig gerne have Danmark til VM. Jeg vil gerne have, at vi deltager i så mange slutrunder som muligt. Vi har alle sammen et klubhold, og vi har også et landshold, og der er ikke noget, der gør os mere glade end, når vi vinder.«

Er I klar til at give landsholdet bedre forhold for at opnå det?

»Det må du spørge Claus om. Jeg vil ikke forhandle for åben avis. Nej, det må de forhandle om.«

Så du kan ikke som formand for DBU sige, hvad du synes?

»Det må jeg hellere lade være med. Lad dem nu starte med at tage en snak. Foreløbig har vi jo en aftale, der rækker helt frem til den anden side af VM. Der er jo en aftale, som gælder.«