De har set hinanden reagere i livsfarlige situationer, og det er en del af limen i relationen mellem TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt og hans faste fotograf, Anders Bach.
De er så tætte kollegialt og følelsesmæssigt, at da de begge brød sammen efter en særlig voldsom episode, tilkaldte de parterapeut og tidligere jægersoldat B.S. Christiansen.
Det virker umiddelbart som en god idé at køre ind til Alexandrias centrum og finde et nyt hotel i stedet for at tjekke ind på det, rejsebureauet har tildelt dem i udkanten af byen. Det vil give en baggrund til aftenens direkte transmission, der bedre kan illustrere de tiltagende protester i gaderne, som TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt og hans faste fotograf, Anders Bach, er taget af sted for at dække.
Men det går op for dem, at det er en dårlig idé, da deres privattaxi bliver omringet af 50-70 bøller i en lille gyde.
Folkemængden bliver ikke mindre kamplysten ved synet af journalister og begynder at slå og stikke til bilen med køller og knive under vrede tilråb.
Det Arabiske Forår er i fuldt flor, og der er hverken politi eller soldater i gaderne, hvor folk nu vogter over deres egne kvarterer. Pludselig åbner chaufføren døren og løber sin vej.
Og Rasmus og Anders har nu kun hinanden.
»Vi kan ikke se ud,« husker Rasmus Tantholdt i dag.
»Der er mennesker overalt, og hvis vi bliver hevet ud i den folkemængde der, bliver vi nok slået ihjel på en ret træls måde, som man siger i Aarhus. Så vil jeg hellere køres over af en bus end at blive ydmyget og tæsket ihjel på den måde.«
Anders Bach nærmer sig sin smertegrænse.
»Hvad fanden skal vi gøre, Rasmus? Hvad fanden skal vi gøre?« siger han. Det har Rasmus Tantholdt ikke noget bud på.
Alligevel svarer han:
»'Det skal nok gå. Det skal nok gå. Vi skal nok finde en løsning på det her.' Jeg kunne mærke, at der var du næsten ved at give op – ligesom jeg har været i andre situationer.«
Anders Bach forklarer, at han og Rasmus Tantholdt normalt kan trække sig tilbage, hvis nogen bliver sure over, at de er til stede. Sådan var det ikke den dag i Egypten.
»Her var vi låst inde, og der var bare ikke noget, vi kunne gøre.«
Oplevelsen fandt sted i februar i 2011 og står stadig i hukommelsen som det tidspunkt, makkerparret har haft mest brug for hinanden. Og de to har ellers været udsat for lidt af hvert i de 14 år, de har arbejdet sammen.
De har bevæget sig i alt fra krigszoner til naturkatastrofer og coronavirussens epicenter – oplevelser, de nu deler i deres nye fotobog, 'Det vi så'. Sideløbende har de udviklet et helt særligt venskab.
Normalt rejser de med en fixer, der er deres samarbejdskontakt i det pågældende land, men i Alexandria var de helt alene. Indtil redningen kom i form af det egyptiske militær. Trods den traumatiske oplevelse valgte de alligevel at gå live i '22 Nyhederne' som aftalt.
»Det handler om at komme op på hesten igen,« siger Rasmus Tantholdt.
»For hvis du sætter dig handlingslammet ovre i hjørnet og tænker 'Nej, hvor er det også synd for os', kan du godt få en følelse af, at det var ligegyldigt. Hvorfor gjorde vi det? Vi kom ikke engang i fjernsynet. Så er det federe, at du rent faktisk leverer et produkt og siger 'Okay, det kan godt være, det var et stort offer, men vi leverede trods alt produktet, selv om vi aldrig nogensinde vil gå igennem sådan en oplevelse igen for at lave en live-udsendelse.'«
Selv om oplevelsen føltes som en evighed, skyder de alligevel på, at der kun gik 10-15 minutter, før de slap væk. I sådan en situation lærer man 'ekstremt meget' om sig selv, forklarer Rasmus Tantholdt.
»De færreste ved, hvordan deres tætteste venner reagerer, hvis de tror, de skal dø. Men jeg ved, hvordan Anders reagerer, og han ved, hvordan jeg reagerer, og det er jo et kendskab til et andet menneske, som er ret unikt. Der er ingen andre end Anders, der nogensinde kommer til at forstå de situationer. Og det er en væsentlig lim i vores kollegiale partnerskab og private venskab – ægteskab, om man vil.«
Mange af de journalister og fotografer, de møder rundtomkring i verden, omtaler dem som ægteparret.
For når man tilbringer omkring 10 dage i træk om måneden på udlandsrejser i hinandens selskab, kan man ikke undgå at lære hinanden at kende på godt og ondt.
»Nogle dele af året er vi nærmest mere sammen, end vi er med vores familier. Der kommer til at opstå sådan et ægteskabeligt forhold. Når vi skal bestille mad, ved vi, lige præcis hvad den anden skal have. Jeg ved, lige præcis hvilke knapper jeg skal trykke på for at få Rasmus til at eksplodere,« siger Anders Bach, mens Rasmus Tantholdt supplerer:
»Man lærer hinanden så godt at kende, at de samme skænderier og diskussioner bliver ved med at gentage sig. Så jeg kan godt forstå, hvis andre ser os som et ægtepar. Det handler om måden, vi taler til – og om – hinanden på. Jeg ved hele tiden, hvilke historier Anders skal til at fortælle, når vi er sammen med andre. Jeg har hørt dem tusind gange og kan tænke 'Hold nu kæft, den har du fortalt 60 gange'. Og det kan jeg også godt finde på at sige,« siger Tantholdt og tilføjer:
»Sådan er det desværre så også den anden vej. Jeg kan også godt stikke lidt til ham, hvis han er sur, som han ofte bliver, når han er træt, og sige, at han skal være lidt gladere, for jeg ved, at så bliver han dobbelt så sur. Det er jo lidt som at se et gammelt ægtepar. Samtidig har vi det også megasjovt, for der er jo også mange gode elementer i et ægteskab. Men nogle gange bliver omgangstonen måske også lige ægteskabelig nok.«
Den omgangstone kan Anders Bach nikke genkendende til:
»Når vi sidder og redigerer, kan Rasmus pludselig sige: 'Skat, vi skal lige ...'.«
»Ja, det er jeg kommet til nogle gange, hvor mit hoved lige er et andet sted. Hvis jeg lige har talt med min kæreste, så bliver jeg måske lidt for meget,« erkender Rasmus Tantholdt.
Et partnerskab som deres, der har varet siden 2006, er sjældent i tv-branchen. Rasmus Tantholdt kender i hvert fald ikke til andre, der har haft et fast samarbejde i så mange år. Det skaber en overordnet tryghed at vide, at man kan regne med hinanden – både når det gælder at levere deres fælles produkt, og hvis man skulle ende i en krisesituation.
Og når man rejser i farlige områder, er det vigtigt at vide, hvordan den anden reagerer, siger Anders Bach:
»Jeg ved, at Rasmus ikke lige pludselig begynder at flippe ud – eller at jeg ikke selv lige pludselig gør det – og vi kan berolige hinanden, hvis det bliver utrygt.«
Anders Bach ved for eksempel, at en ubehagelig oplevelse ved et checkpoint har sat sig i Rasmus Tantholdt og kan trigge en frygt, der gør, at han selv må træde i karakter, når de nærmer sig sådan et.
Ligesom Tantholdt ved, at Anders Bach bliver utryg, når der bliver kastet med ting – og der er man ekstra udsat, når man står med et kamera.
»Der er mange fotografer, der enormt gerne vil lave det, Anders laver. Og nogle har også sagt til mig 'Prøv at høre, Rasmus, jeg tør godt, jeg er sgu ikke bange for noget'. Og der har jeg bare svaret 'Så skal du i hvert fald ikke ud at rejse med mig, for du SKAL være bange'. Og det, at vi ser hinanden privat, og jeg kender Anders' kone og hans to søde børn – ligesom han kender alle mine pårørende – bidrager også til, at man tager et større ansvar,« siger Rasmus Tantholdt.
Indimellem sender TV 2 dem til psykolog på Rigshospitalets kriseafdeling, som Rasmus Tantholdt og Anders Bach mest ser som et dobbelttjek, hvor de får bekræftet, at alt er okay.
»Vi har jo mulighed for at sidde og tale sammen bagefter. Og det gør vi også. Det er ikke bare sådan noget macho-noget: 'Åh, det var sgu tæt på! Lad os komme videre'. Der kan vi høre, at der er en lidt anden tone blandt mange af vores udenlandske kolleger. Der er der flere, der har behov for at spille supermand,« siger Anders Bach, inden Rasmus Tantholdt supplerer:
»Det, der jo er ved os mænd, fordi vi ikke taler så meget om følelser, er, at det hjælper, når du lige får tre bajere. Men Anders og jeg kan rent faktisk godt tale om følelser. Nogle gange kan vi også godt have brug for at slå et hul i jorden – som vi også gjorde efter oplevelsen i Alexandria – og sige 'Det ansvar, jeg lige har stået med, var så stort, at nu kaster jeg det bare fra mig og drikker mig stiv'.«
»Det handler mest om at gå situationen igennem og få hinandens oplevelse af det, så detaljerne kommer på plads. På den måde får man en fælles historie om, hvad der skete, hvem der havde ansvaret, og hvad vi kunne have gjort bedre,« siger Tantholdt.
Og de får også at vide af psykologer, at det er mindst lige så gavnligt som terapi.
»Jeg vil langt hellere sidde og tale med Rasmus end med en psykolog, som aldrig har været i den situation. De har selvfølgelig nogle redskaber og gør et utrolig vigtigt stykke arbejde, men jeg får meget mere ud af at snakke med en, der har oplevet det samme. Og der kan vi være ærlige over for hinanden. Jeg har ikke brug for, at Rasmus tror, at jeg er sådan en supermand, som kan klare det hele. Jeg ved jo, at han vælger mig næste gang,« siger Anders Bach.
Efter Alexandria kan Anders' kone mærke, at han slet ikke er nærværende.
For Rasmus Tantholdt bliver det tydeligt, at den er gal, da han skal skifte tog på Svanemøllen Station.
»Jeg kigger på tavlen over afgange, og jeg kan mærke i mit hoved, at jeg simpelthen ikke forstår, hvordan man gør. Og så tænker jeg 'Rasmus, du er simpelt hen fucked up oven i hovedet – du kan ikke klare det pres. Vi bliver nødt til at sige, vi skal have en pause'. Det gjorde vi så i halvanden måned. Og i den periode havde vi det synkront på den måde,« siger Rasmus Tantholdt.
Men i stedet for at sætte sig og vente på, at det går over, tilkalder de hjælp i form af coach og tidligere jægersoldat B.S. Christiansen.
»Han står og kigger lidt på os, og så stikker han kniven ind lige der, hvor den rammer allerhårdest. Og så kører han den lidt rundt. Og så siger han 'Prøv at høre' – han råbte det til os, kan jeg huske. Han skældte os nærmest ud og sagde, at nu gad han kraftedeme ikke længere se på, at vi skulle prøve at bevise, at vi var gode nok,« erindrer Rasmus Tantholdt.
Det blev et vendepunkt i deres samarbejde.
Rasmus Tantholdt og Anders Bach var selv nået frem til den konklusion, at de var gået for langt for det perfekte baggrundsbillede i Alexandria.
Men spørgsmålet er, om de ville være gået lige så langt for en liveudsendelse en anden gang?
Det spørger Rasmus Tantholdt også sig selv om.
»Vi er begge meget ambitiøse, men hvad driver os? Er det i virkeligheden at få rygklap af chefer? Er det, at vi kan kigge på os selv og sige 'Hvor er vi dygtige'? Og hvis det er det, hvorfor har vi brug for det? Og der fik B.S. os til at forstå, at vi fortsat skulle være lige så ambitiøse, men finde vores drivkraft et andet sted end i tilfældig anerkendelse. Vi har så fundet frem til, at ambitionen om at fortælle historier, som ikke ville blive fortalt, hvis vi ikke var der, må være nok. Det er vores drivkraft nu.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
