I tre sæsoner har Henry Cavill været inkarnationen af Geralt of Rivia i Netflix’s fantasy-serie ‘The Witcher’.

Til stor overraskelse for de mest trofaste seere, lader han nu rollen gå videre. Det skriver det australske medie news.com.au.

I de første to sæsoner og også i den kommende tredje sæson, der netop er optaget, og som udkommer midt i 2023, har den 39-årige britiske skuespiller spillet rollen.

Men fra fjerde sæson overgår rollen til den australske skuespiller Liam Hemsworth. Det bekræfter både Netflix og de to skuespillere.

Liam Hemsworth glæder sig til at overtage rollen i 'The Witcher'. Foto Dennis Van Tine
Liam Hemsworth glæder sig til at overtage rollen i 'The Witcher'. Foto Dennis Van Tine Foto: zz/Dennis Van Tine/STAR MAX/IPx
Vis mere

»Min rejse som Geralt of Rivia har været fyldt med både monstre og eventyr og ak, nu lægger jeg min medaljon og mine sværd før sæson fire,« skriver Henry Cavill på Instagram og sender en hilsen til sin efterfølger:

»Liam, min gode mand, denne karakter har sådan en vidunderlig dybde, glæd dig til at dykke ned og se, hvad du kan finde i ham.«

På sin profil svarer Liam Hemsworth, at han er ‘ovenud begejstret for muligheden for at spille Geralt of Rivia’.

»Henry, jeg har i årevis været fan af dig og er inspireret af, hvad du har givet til den her elskede karakter. Jeg har måske nogle store sko at fylde ud, men jeg er i sandhed spændt på at træde ind i 'The Witcher' verdenen,« skriver den 32-årige australier.

Selvom der altså mellem de to skuespillere ikke er andet end begejstring og god stemning at spore, forholder det sig lidt anderledes blandt fans af serien. På Netflix's Instagram vælter det ind med negative reaktioner:

»Ingen Henry = Ingen serie,« skriver en.

»Seriøst? Liam er god, men ‘The Witcher’ uden Henry er bare et stort nej fra mig, desværre,« skriver en anden.

»Godt så, serien ender med sæson 3 … Farvel,« lyder afskeden fra en tredje, mens en fjerde kort konstaterer:

»Det må være en joke.«

Hverken Cavill eller Netflix forklarer, hvorfor der skal skiftes ud på pladserne i skuespiltruppen. Men det er et faktum at Henry Cavill har travlt med andre roller.

Det er netop annonceret, at han skal spille Superman i endnu en film. Sidst han gjorde det var i ‘Justice Leauge’ i 2017.

Han har også sagt ja til en rolle i Guy Ritchie’s kommende spionthriller ‘The Ministry of Ungentlemanly Warfare’.

Og så har han længe været en af de skuespillere, hvis navn igen og igen bliver nævnt som en mulig ny James Bond.