Efter stor stigning i antallet i ledigheden 1. maj er køen af arbejdsløse blevet en anelse kortere.

1. maj bød på en stor stigning i ledigheden, hvilket er typisk omkring månedsskift, men i løbet af måneden er antallet af arbejdsløse faldet en anelse.

Samlet er 178.715 personer registreret som ledige i øjeblikket, hvilket er det laveste antal siden 29. april. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Ledigheden under coronakrisen toppede 1. maj, men er siden faldet med omkring 4400 personer.

Selv om ledigheden efterfølgende er faldet gennem maj, ændrer det ikke ved, at coronavirusset har ramt arbejdsmarkedet hårdt.

Under coronakrisen - fra 9. marts og frem - har der samlet været en stigning i ledigheden på 46.826 personer.

Ud over de arbejdsløse er der 205.000 lønmodtagere, der i øjeblikket er sendt hjem på ordningen for lønkompensation.

Det dækker over knap 122.000 fuldtidsansatte og knap 83.000 deltidsansatte.

Ifølge cheføkonom Tore Stramer havde det set endnu mere alvorligt ud på arbejdsmarkedet, hvis det ikke havde for ordningen.

- Lønkompensationsordningen må siges at være en sand genistreg.

- Ordningen har afværget et ekstremt voldsomt fald i beskæftigelsen, og at virksomhederne har gode muligheder for hurtigt at starte op igen i takt med genåbningen, siger han i en skriftlig kommentar.

Ordningen står til at udløbe 8. juli. Onsdag i næste uge skal en ekspertgruppe fremlægge et bud på, hvordan man kan udfase ordningen og de øvrige hjælpepakker, der er vedtaget i Folketinget under coronakrisen.

/ritzau/