Det er en alt for kendt sag, at indvandrere og efterkommere fra de ikke-vestlige lande, hvor der er muslimsk befolkningsflertal, gør sig uheldigt bemærket i alt for mange statistikker.

De fylder for meget i fængslerne. De fylder for meget i socialforvaltningerne. Og de fylder for lidt på arbejdsmarkedet.

Så hvad kunne være vejen til for eksempel at opnå en højere deltagelse på arbejdsmarkedet? Det er, hvad man i daglig tale kalder 'et godt spørgsmål'.

En af dem, der har undersøgt spørgsmålet mest grundigt, er den hollandske integrationsforsker Ruud Koopmans.

Han har blandt andet interviewet over 7.000 voksne i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Holland, Belgien og Schweiz. Herunder indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Marokko, Pakistan og Eksjugoslavien.

I alle de seks lande, hvor der blev foretaget interview, gælder det, at indvandrere og efterkommere fra lande med muslimsk befolkningsflertal har en meget lavere deltagelse på arbejdsmarkedet end folk, der er en del af urbefolkningen.

Medmindre – og her kommer det virkelig spændende – følgende fire betingelser er opfyldt:

  1. at indvandreren/efterkommeren taler nationalsproget/nationalsprogene lige så godt som de indfødte
  2. at vedkommende har et netværk af indfødte
  3. at vedkommende følger med i den nationale nyhedsstrøm
  4. at vedkommende har et moderne syn på kønsroller og ligestilling.

Hvis disse fire betingelser er opfyldt, har indvandrere og efterkommere fra lande med islamisk befolkningsflertal en deltagelse på arbejdsmarkedet, der praktisk taget er lige så høj som de indfødtes.

Men lærer man ikke sproget, og får man ikke et netværk, hvis først man har et job?

Det har Koopmans også set på. Og ved hjælp af statistik kan han vise, at det forholder sig omvendt: Hvis man har assimileret sig på de fire områder, der er nævnt, får man langt lettere et job, end hvis man ikke har.

Hvis man skal rette sig efter Koopmans – og det mener jeg ville være en god idé – så bør man i Danmark insistere så kraftigt, det overhovedet er muligt, på følgende: Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande bør få lært at tale lige så godt dansk, som danskeren gør (når jeg er i dårligt humør, så føler jeg i øvrigt, at det er en overkommelig opgave).

De bør formanes så kraftigt, det overhovedet er muligt, til at få sig en dansk omgangskreds og følge med i danske forhold. Og ligeledes bør de formanes så kraftigt, det overhovedet lader sig gøre, til at acceptere de kønsroller, flertalsbefolkningen finder normale og naturlige.

Tiden er kommet til at sige det ligeud: En del af den enorme regning på 36 milliarder kroner, som indvandringen fra ikke-vestlige lande koster, skyldes mangel på assimilation.

Der er virkelig gode grunde til at antage, at assimilerede indvandrere ikke koster staten nævneværdigt, hvad enten de er muslimer, hinduer, buddhister, kristne, jøder eller hedninge. Mens de, der ikke kan eller ikke vil assimilere sig, skaber det enorme udgiftspres.

Det bør vi drage alle de konsekvenser af, som det overhovedet er muligt at drage.