B.T. tæller hver dag i denne uge ned til tronskiftet.

I dag med eventyrer, tidligere professor og museumsdirektør Rane Willerslev, som flere gange har mødt såvel dronning Margrethe som kronprins Frederik, og ikke altid er sluppet lige heldigt fra det.

Mit forhold til Kongehuset er….

»Er jeg royalist? Ja, det er jeg da. Det har jeg sgu altid været, men jeg har ikke sådan nogle stærke holdninger til det.«

»Selvom det er en mærkværdig form, så er det en form, der har fungeret ekstremt godt siden Påskekrisen. Og alternativet er en præsident. Er vi bedre tjent med det? Det tror jeg egentlig ikke. Vi er bedre tjent med den konstruktion vi har nu.«

For mig er Dronningen….

»Hun har en kæmpestor viden indenfor det kulturhistoriske, men hun har også en stor autoritet.«

»Så jeg vil sige, at selvom jeg nu efterhånden har ført hende op ad den røde løber nogle gange, så skal jeg altid lige træne, hvordan jeg gør tingene, for at jeg kan være sikker på ikke at klokke i det.«

»Men jeg synes faktisk også, at på trods af, at hun har den store autoritet og dét, hun udstråler, så er hun også ret overbærende, når jeg for eksempel klokker i det.«

Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev er glad for at ryge.
Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev er glad for at ryge. Foto: Sofie Mathiassen/BM
Vis mere

Derfor mødte jeg Dronningen….

»Dronningen kommer meget på Nationalmuseet fordi arkæologi interesserer hende. Hun kommer i særdeleshed til vores årlige begivenhed 'Forskningens aften', hvor vi præsenterer den seneste forskning og til udstillingsåbninger.«

»Det eneste jeg husker fra vores første møde, som vist var en udstillingsåbning, er, at hun kom op på mit kontor for at ryge.«

»Og det må vi jo ikke, men så tænkte jeg, at når nu hun gør det, så gør jeg det sgu også. Så sad vi og røg sammen deroppe.«

»Hun er vist stoppet med at ryge nu, men det var sjovt, at hun af en eller anden årsag har lov til at gøre det på trods af, at man ikke må. Så jeg tænkte, at nu smugryger jeg også. Det var meget hyggeligt.«

Dét overraskede mig mest ved mit møde med Dronningen…..

»Dét, der overrasker mig mest, er i virkeligheden, at hun kunne klare det. Er du klar over et program? Det er helt vanvittigt, så hårdt hun har drevet sig selv.«

»For mange gange har hun været hos os og skullet videre til noget andet og kom fra noget andet. Og hele det følge hun har, er altid rædselsslagne over, om hun bliver for optaget af et eller andet på museet, så hun ikke kommer videre.«

»At et ældre menneske kan levere så meget, er jeg sgu ret imponeret over. Så alle de der diskussioner om, hvor meget de får i apanage? Hold kæft mand, hun arbejder i den grad for pengene. Lad os sige det på den måde.«

Dronning Margrethe har altid været en flittig gæst på Nationalmuseet. Her til åbningen af særudstillingen 'Tyskland'.
Dronning Margrethe har altid været en flittig gæst på Nationalmuseet. Her til åbningen af særudstillingen 'Tyskland'. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Min bedste anekdote med Dronningen……

»Jeg er kommet til at klokke i det nogle gange. For eksempel den gang, hvor jeg slæbte hende op på den forkerte etage, og gik med hende ad de lange gange for bare at indse, at 'ups' vi er på den forkerte etage og så hele vejen tilbage igen.«

»Hun sagde ikke noget, men det var bare sådan, okay, så vender vi om. Så fremadrettet lavede personalet en stor pil på dén knap, jeg skal trykke på i elevatoren, for at det ikke sker igen.«

Kronprins Frederik skal være konge, og det tror jeg bliver…..

»Det tror jeg bliver hamrende godt. Jeg kender ham ikke voldsomt godt, men vi har været på de der kongejagter, og der får man talt sammen.«

»Men som jeg kender ham, er han en super jovial og ligefrem fyr. Det er som at snakke med én, man har gået i skole med, og det synes jeg er godt.«

»Jeg ved godt, at der er nogle, der siger, at det skal også have det royale skær, men det tror jeg kommer helt automatisk, når han stadser sig op.«

»Han er meget meget nysgerrig, interesseret og folkelig, så jeg tror, at det bliver rigtig godt.«

Jeg glæder mig især til….

»Jeg håber jo, at han interesserer sig noget for Nationalmuseet også. Men jeg ved ikke, om det ligger i kortene.«

»Ellers tror jeg, at det bliver klimaet, han vil fokusere på. Og fordi han fandeme er dygtig fysisk, tror jeg også, at eventyr, opdagelsesrejser og den slags kommer til at fylde for ham.«

Såvel Rane Willerslev (tv) som broderen Eske er habile jægere, men har ikke altid styr på de dyr, der må skydes.
Såvel Rane Willerslev (tv) som broderen Eske er habile jægere, men har ikke altid styr på de dyr, der må skydes. Foto: Ditte Valente/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mit bedste minde med Kronprinsen……

»I nogle år har jeg været med på kongejagten, og nu får du den frygteligste historie, en virkelig pinlig historie, fra da jeg blev inviteret første gang.«

»De står alle i ens jagttøj og knickers og alt det der, og der bliver der sagt 'I må skyde alle kronhjorte, bare ikke mellemhjorte'.«

»Hvad fanden er det? tænker jeg, og en fyr ved siden af prøver at forklare mig noget med ulige 12-ender, at der skal være seks på den ene side og jeg forstår ikke noget, så jeg spørger, hvad der sker, hvis man skyder en mellemhjort, og han bliver bare ligbleg. 'Det er aldrig sket, det vil være så pinligt'.«

»Så bliver jeg sat op i det tårn og sidder og glor, og efter jeg ved ikke hvor mange timer, kommer den største kronhjort, jeg nogensinde har set, løbende ud på sletten. Den skyder jeg så.«

»Først er jeg meget tilfreds, men 'gud, tænk hvis det er en mellemhjort?'. Så jeg kravler ned fra tårnet – hvilket man heller ikke må – løber hen og tager et billede af det ene gevir og sender det til den eneste, jeg kender på jagten. 'Er denne her o.k.?'.«

»Jeg får en desperat besked tilbage. 'Tæl den anden side, der skal være fem takker'. Om på den anden side og '1,2,3,4'. Så mangler der én.«

Rane Willerslev på kongejagt med kronprins Frederik.
Rane Willerslev på kongejagt med kronprins Frederik. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvad fanden gør jeg? Skal jeg skyde det ene gevir af, så der ikke er nogen, der ser noget? Skal jeg tage noget jord og prøve at slibe den lille tak ind, for det er kun to centimeter? Arj, den går sgu heller ikke.«

»Så jeg må tilbage og face den og går op til hofjægermesteren og siger som det er: 'jeg har desværre skudt en mellemhjort'. Han bliver bare ligbleg. 'Så må du melde dig til politiet'. 'Hvad mener du?'. 'Det er lovgivningen'.«

»Så følger paraden af dyr. Men hvor er mit dyr? Det er sådan en skamplet, så det har vi fjernet, får jeg at vide. 'Jamen kan jeg ikke få geviret med hjem?'. Nej, det bliver givet til en børnehave, så de kan save i det.«

»Så det var fandeme pinligt, kan jeg love dig. Og det var virkelig sådan 'det er ham, der skød mellemhjorten'. Det var fuldstændig som taget ud af 'Klovn'.«

»Det var sgu ret sindssygt og virkelig pinligt, så jeg skyndte mig at melde mig til politiet på vej hjem og fik heldigvis bøden halveret.«

»Men det var ikke så meget pengene, der var det værste, men udskamningen der lå i det. Jeg har aldrig i Danmark skudt noget, der var forkert, og så gør jeg det på KONGEJAGTEN altså. Hvor frygteligt kan det være?«

»Flere medier var til stede, så jeg tænkte, nu ryger jeg sgu på forsiden. 'Skydegal direktør'. Men vi fik holdt den under radaren. Så du er den første, jeg fortæller den til offentligt. Og nu er der gået så lang tid, så jeg håber, at det er o.k. Men det kan godt være, at jeg ikke kommer med næste gang.«

Af frygt for at klokke i det, har Rane Willerslev altid måttet øve sig før besøg af Dronningen.
Af frygt for at klokke i det, har Rane Willerslev altid måttet øve sig før besøg af Dronningen. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Det var jeg mest nervøs ved, da jeg skulle møde Dronningen…..

»Det er jo ikke, fordi der er mange regler for mødet. Men der er det med, at man skal gå ved hendes højre skulder, men en lille smule bagved.«

»Og du må ikke forlade hende, før der er nogle andre, der overtager. Og så er der reglen med at sige 'De', som alle jo klokker i. Og det gør jeg også nogle gange. Men det synes jeg, at hun tager meget overbærende.«

»Men jeg er altid så bange for at gøre det forkert. Nu har jeg prøvet det nogle gange, så jeg behøver ikke længere øve det i en time, men i starten var der nogle fra min stab, der spillede Dronningen og hendes hofdame og alt det der for at øve.«

»Nu sidder det trods alt så okay, at vi ikke behøver øve hele turen, men jeg skal stadig øve lidt for at være helt sikker på, at jeg ikke laver nogen fejl. Det bliver aldrig helt naturligt.«

Det ville jeg ønske, at jeg havde turdet spørge om…..

»Altså, jeg er ikke interesseret på den måde i noget, der er privat, så det er der ikke. Og hvis jeg er nysgerrig, så plejer jeg at spørge.«

Den 14. januar skal jeg….

»Der tager jeg ind på Christiansborg Slotsplads med mine børn ligesom alle mulige andre danskere. Dér skal vi stå derinde.«

»Lige nu tænker jeg, er det virkelig nødvendigt? Men jeg tror, at det betyder noget, når mine børn engang bliver voksne og Kongen går af, at de kan kigge tilbage på den dag.«

»Så er det sjovt, at man har været der. For det er en historisk dag.«

Læs også:

Tjek B.T.s podcast ud her: