Mens Elvira Pitzner fortsat er tilbageholdt i Dubai under anklage for utroskab, arbejder familien hjemme i Danmark på at få hende hjem.

Den 26-årige realitypersonligheds forældre gik fra hinanden, allerede før hun blev født, men i denne sag, står de sammen, fortæller Elvira Pitzners far, erhvervsmanden Hans Helmgaard Kristiansen til B.T.:

»Familien står selvfølgelig sammen. Katerina og jeg danner fælles fodslag og vil gøre alt for at få vores datter hjem,« understreger han.

Hans Helmgaard Kristiansen er erhvervsmand og blandt andet kendt som kronprinsesse Marys gamle ridelærer. Foto: Privat
Hans Helmgaard Kristiansen er erhvervsmand og blandt andet kendt som kronprinsesse Marys gamle ridelærer. Foto: Privat
Vis mere

Det var fredag den 1. december at Elvira Pitzner og iværksætteren Mortada Haddad blev anholdt af politiet i Dubai.

De var blevet anmeldt af Elvira Pitzners ekskæreste Milad Saadati, som hun stadig er islamisk gift med, og han har forklaret til B.T. at han har anmeldt dem for utroskab.

B.T. har set dokumentation for, at politiet efterforsker hans anmeldelse, hvor det også fremgår, at Elvira Pitzner og Mortada Haddad tilbageholdes indtil torsdag.

Elvira Pitzner og Mortada Haddad skulle være blevet løsladt fra deres varetægtsfængsling lørdag, men have fået frataget deres pas, mens de afventer en mulig retssag.

Elvira er single – men stadig gift med Milad

Da B.T. taler med Elvira Pitzners far onsdag middag, forsikrer han, at Elvira Pitzner og Mortada Haddad ikke har nogen romantisk forbindelse, som de står anklaget for.

Han fortæller videre: 

Elvira Pitzner med ekskæresten – som indtil marts samtidig juridisk set har været hendes ægtemand – Milad Saadati, som anmeldte hende for utroskab, da hun med iværksætteren Mortada Haddad ankom på ferie til Dubai, hvor Elvira og Milad blev islamisk gift og boede sammen næsten hele deres tre år lange forhold. Foto: Privat
Elvira Pitzner med ekskæresten – som indtil marts samtidig juridisk set har været hendes ægtemand – Milad Saadati, som anmeldte hende for utroskab, da hun med iværksætteren Mortada Haddad ankom på ferie til Dubai, hvor Elvira og Milad blev islamisk gift og boede sammen næsten hele deres tre år lange forhold. Foto: Privat
Vis mere

»Elvira havde ikke ingen kæreste, da hun rejste derned, og hun har stadig ingen kæreste, så derfor er det underligt. Jeg synes, det er dybt ulykkeligt,« lyder det fra Hans Helmgaard Kristiansen.

Overfor Ekstra Bladet har Hans Helmgaard Kristiansen tidligere udtalt, at han tvivler på, at Elvira Pitzner overhovedet vidste, at hun og Milad Saadati var blevet gift – og at det derfor kunne give problemer at rejse ned til Dubai med Mortada Haddad, som altså blot skulle være en ven.

Han forklarer:

Katarina Pitzner med to af sine døtre, Thalia og Elvira Pitzner, omkring sig.
Katarina Pitzner med to af sine døtre, Thalia og Elvira Pitzner, omkring sig. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Teoretisk set kunne de lige så godt være taget til Bornholm, men Elvira holder meget af Dubai og ville gerne vise sin kammerat de steder, hun godt kan lide. Hvis hun havde vidst, at det ville give hende problemer, var hun aldrig taget dertil. Hun respekterer lovgivningen og kulturen i Dubai. Hun har boet der og levet efter deres regler,« siger Hans Helmgaard Kristiansen til Ekstra Bladet.

Både Katerina Pitzner og Hans Helmgaard Kristiansen har i forbindelse med den aktuelle sag bekræftet at Elvira Pitzner og Milad Saddati fortsat er gift, selvom de officielt slog op i august i år.

Af ægteskabskontrakten, som B.T. har set, fremgår det, at Elvira Pitzner fik en repræsentant fra domstolen som sit vidne, da hun og Milad Saadati blev gift i maj 2021.

Det fremføres også i kontrakten, at ægteskabet opfyldte betingelserne for at blive indgået, hvilket skulle være sket med parrets »frie vilje«.

Ligesom Hans Helmgaard Kristiansen har Katerina Pitzner ligeledes overfor B.T. slået fast, at 'hendes fulde fokus lige nu går på at få Elvira hjem.'