Chefredaktør på Berlingske, Mette Østergaard, forlader avisen den 31. maj.

Hun skifter i stedet til Dansk Industri, hvor hun tiltræder som direktør for Public Affairs, kommunikation, brand og marketing. 

Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

43-årige Mette Østergaard har sammen med ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen i næsten seks et halvt år udgjort Berlingskes chefredaktion.

»Jeg er personligt meget ked af, at Mette Østergaard har besluttet at forlade Berlingske. Vi har haft et fremragende samarbejde gennem alle årene i chefredaktionen, og Mette har en stor del af æren for Berlingskes store fremgang siden 2018,« lyder det i pressemeddelelsen fra Tom Jensen.«

Han fortsætter:

»Hun har blandt andet stået i spidsen for den markante digitale udvikling, avisen har oplevet i den tid, hun har været chefredaktør, men hun har også på mange andre områder været afgørende for den stærke udvikling af både journalistikken og forretningen på Berlingske.«

Han tilføjer:

»Men jeg respekterer også, at hun har fået muligheden for at prøve noget helt andet - og så må jeg midt i tristessen over, at vi på Berlingske mister Mette, dog forsøge at glæde mig over, at hun ikke er gået til en af konkurrenterne!.«

Mette Østergaard udtaler selv:

»Lige så meget som jeg glæder mig over mine nye udfordringer, lige så meget er dagen i dag præget af vemod over at skulle forlade landets bedste journalistiske arbejdsplads. Sjældent har jeg oplevet så meget journalistisk kapacitet og kvalitet samlet på et sted. Det har været en gave at få lov at stå i spidsen for.«

Hun tilføjer:

»En særlig tak til Tom Jensen for et usædvanligt godt og tæt makkerskab gennem de seneste godt seks år. Jeg er stolt og glad for de resultater, vi har leveret. Berlingske er en institution i det danske demokrati, og jeg har set det som min fornemste opgave at være med til at sikre tantens styrke i fremtidens digitale mediemarked. Den stafet leverer jeg nu videre med ro i maven.«