Det begyndte som en videohyldest til en god sang. Men to måneder senere var der 10 millioner, der havde set 18-årige Casper Langbak Sørensens video på videoportalen Youtube. Og tallet steg og steg.

I slutningen af november 2013 lavede Casper Langbak Sørensen en video, der bestod af klip fra den første film i Hobbitten-trilogien. Klippene var tilsat sangen 'I see fire' af Ed Sheeran, som var soundtracket til den anden Hobbitten-film.

»Jeg lavede den som en optakt til den anden Hobbitten-film. Jeg valgte dog at lægge den op på Youtube med titlen på musiknummeret, fordi jeg synes, det er en rigtig god sang,« siger Casper Langbak Sørensen, som har brugt cirka 20 timer på at lave videoen.

I skrivende stund har videoen rundet imponerende 80 millioner visninger. Det mest imponerende er dog, at danskerens video har fået 35 millioner visninger mere end Warner Brothers' officielle trailer for Hobbitten.

»Jeg kan slet ikke overskue, hvor mange mennesker det er. Jeg havde ikke på noget tidspunkt troet, den ville runde en million. Men det er selvfølgelig helt fantastisk, og det giver mig lyst til at fortsætte med at lave videoer,« fortæller Casper Langbak Sørensen og prøver at give forklaringen på den store succes.

»Jeg tror bare, det var det rigtige tidspunkt med den rigtige sang. Det er nok også derfor, at folk i dag tror, at min video er den officielle til filmen, selvom jeg synes, der er stor klippemæssig forskel.«

Drømmer om filmbranchen

Casper Langbak Sørensen har også prøvet at lave en opfølger til Hobbitten-videoen i forbindelse med trilogiens afslutning i december 2014. Men med 200.000 visninger er den dog langtfra blevet ligeså stor en succes.

I de seneste tre år har han klippet lignende vidoer, men den første Hobbitten-video er den eneste, der er blevet så populær. En video fra ham med musik fra Lana Del Rey og klip fra Disney-filmen Maleficent har dog rundet de fire millioner visninger.

Men videoklipningen vil dog stå standby i den næste måned.

»Jeg regner med at holde en lille pause, for nu har jeg lavet en video hver måned i 2014. Men jeg vil bestemt ikke stoppe med at lave film. Jeg har også allerede en liste klar med mulige videoer til næste år,« fortæller Casper Langbak Sørensen og afslører, at den nye James Bond film er at finde på listen.

Indtil videre ser han videoklipningen som træning hen imod hans store mål. At arbejde i filmbranchen.

»Jeg ved godt, det er en svær branche at komme ind i, men jeg håber på, at det kan lykkedes. Indtil videre ser jeg kun mine videoer som en hobby, men jeg håber på, at det på et tidspunkt kan blive et arbejde.«

Du kan se Casper Langbak Sørensens populære video her: