Kommunernes Landsforening anbefaler en mere ensartet indsats over for udsatte børn og unge i hele landet.

Kommunernes Landsforening har stillet spørgsmålet, om vi bruger de 14 milliarder kroner på udsatte børn og unge rigtigt, og foreningen kommer selv med svaret, skriver Jyllands-Posten.

»Nej, det har vi ikke gjort, for vi kan jo se, at ikke alle metoder har virket lige godt, og ikke alle børn, som har været anbragt, ender som glade voksne. Så ja, det er lidt af en tilståelsessag. Pengene skal bruges bedre i fremtiden,« siger formand for KLs børne- og ungeudvalg borgmester Thomas Adelskov (S).

Derfor kommer foreningen nu med klare, landsdækkende anbefalinger til en ændret kurs.

Der skal være en mere ensartet indsats baseret på det, der er faglig dokumentation for, og så skal der arbejdes med lokale løsninger så tæt på barnets nærmiljø som muligt. Anbringelser skal helst ske familiepleje frem for institution, anbefaler Thomas Adelskov.

Socialminister Manu Sareen (R) tager positivt imod forslaget, fordi det sammen med en mere fagligt baseret indsats sætter barnet og dets familie i centrum, skriver Jyllands-Posten.