Selvom Irma sidste år fik dødsstødet som supermarkedskæde, satser den kriseramte dagligvarekoncern Coop ret stort på varerne fra Irma. 

Coop.dk har netop offentliggjort kataloget 'Det bedste fra Irma hver dag' på otte sider. 

Kataloget er i blå farver og indeholder det klassiske logo med Irma-pigen på hver side.

'Vi har bedt kunderne stemme på deres Irma-favoritter, og det kommer nu dig til gode i Superbrugsen og Kvickly. På de næste otte sider finder du et udvalg af Irma-favoritterne, som du fortsat kan nyde. Prøv selv og oplev, at Irma altid smager af mere,' står der på forsiden af kataloget. 

Det var ellers 31. januar sidste år, at Coop meldte ud, at Irma skal lukkes.

»Vi må desværre konstatere, at markedsgrundlaget ikke længere er til stede for Irma som selvstændig kæde: Kunderne går mere og mere i discount, og Irma har større og større underskud. Samtidig er kæden nede i en størrelse, hvor det gør det vanskeligt at udvikle unikke varer, som er et af kædens særpræg,« sagde kædedirektøren hos Coop, Kræn Østergård Nielsen, der fredag meldte ud, at han stopper.  

I Facebook-gruppen 'Bevar Irma' er der en klar opfattelse af, at der er tale om ny indrømmelse fra Coop. 

»Jeg føler, vi Irmaelskere har fået en lille sejr. Coop har på den måde indrømmet, at hvis de vil have en chance for ikke at miste alle kunder, skal der være 'lokkemad' fra Irma,« siger Jill Lena Knuttelm, der er en af de 23.700 medlemmer i 'Bevar Irma'.

Her er Jill Lena Knuttelm.
Her er Jill Lena Knuttelm. Foto: Privat
Vis mere

Hun tilføjer: 

»Men følelsen af at gå i selve Irma-butikken, der indebærer gode udvalgte vare, dejlige farver, godt lys og behagelig atmosfære, den er væk, men at se Irmapigen gør én glad.«

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, hvorfor bruger I Irma-varer i annoncer for Coop-butikker, når Irma nu ikke længere skal være en butik? 

»Irmas varer bliver netop i disse lanceret på landsplan, præcis som vi fortalte, da vi sidste år meddelte, at Irma stopper som kæde, men fortsætter som en vareserie for højkvalitetsvarer. Det betyder, at man nu kan få de mest populære Irma-varer i Kvickly og SuperBrugsen over hele Danmark,« siger han.

Informationsdirektøren slår fast, at kunderne er meget interesserede i varerne fra Irma. 

»Det har i hvert fald fået en god modtagelse i form af et stort salg,« siger han. 

Jens Juul Nielsen har meldt ud til B.T., at de 250 varer fra Irma, der skulle sælges i Coop-butikkerne, der nu droppes, i stedet sælges i Superbrugsen og Kvickly.

I det seneste afsnit af B.T.-podcasten Spar Kassen er panelet på jagt efter pengemaskiner. I et konkret eksempel bliver 50.000 til 80.000 kroner på ganske overskuelig vis.