Cykelikonet Peter Sagan har fået foretaget en hjerteoperation.

Den pensionerede Tour-stjerne sadlede ved årsskiftet om til udelukkende at køre mountainbike, men ved mountainbike-løbet i Chelva tæt ved Valencia, fik han sig et enormt chok.

Tankerne kan ikke undgå at blive ledt hen til Christian Eriksen og den tidligere cykelrytter Sonny Colbrelli, der begge var igennem uhyggelige episoder, hvor de pludselig faldt om efter hjerteproblemer.

Så galt gik det ikke for Peter Sagan. Men noget var fuldstændig galt med slovakkens puls. Det skriver flere medier, herunder Eurosport.

Peter Sagan har et stort mål om at vinde en OL-medalje til Paris i sommer.
Peter Sagan har et stort mål om at vinde en OL-medalje til Paris i sommer. Foto: Maja Smiejkowska/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

For første gang nogensinde ramte den 34-årige Sagans puls 200 hjerteslag i minutter, hvilket er højere, end han nogensinde har oplevet før. Det førte selvsagt til en undersøgelse af rytterens hjerte.

Ifølge La Gazzetta dello Sport førte episoden ved løbet sidste søndag til grundige tests af Sagan i Italien.

Her blev den unormale hjerteaktivitet under højintens træning bekræftet, og derfor endte det med en operation i hjertet fredag i Ancona.

Umiddelbart slukker det ikke Peter Sagans drøm om at vinde en mountainbike-medalje ved sommerens OL i Paris, da han godt kan fortsætte karrieren.

»Peter har det godt. Han vender tilbage til cyklen om en uge, plus minus, med det program, der oprindeligt var planlagt. Alt er under kontrol,« siger en talsmand til AFP ifølge Eurosport.

Det ser endda ud til, at han kan gøre comeback til cykelsporten allerede i næste måned.