Lyt til artiklen

Sidste års vinder af Paris-Roubaix italieneren Sonny Colbrelli kollapsede umiddelbart efter en etape i Catalonien Rundt i marts og blev genoplivet efter et hjertestop.

Nu har han valgt at stoppe karrieren, der kommer på baggrund af undersøgelser af den lægelige stab på hans hold Bahrain Victorious.

Det skriver holdet på deres hjemmeside.

»For et år siden i denne periode brugte jeg mine dage på at fejre min karrieres vigtigste sejr, Paris-Roubaix. Jeg troede aldrig, at jeg ville finde mig selv et år senere til at stå over for et af de mest udfordrende øjeblikke, som livet har stillet mig foran,« siger 32-årige Sonny Colbrelli og fortsætter:

Sonny Colbrelli kollapsede efter en etape i Catalonien Rundt i marts.
Sonny Colbrelli kollapsede efter en etape i Catalonien Rundt i marts.
Vis mere

»Men det er mit liv, jeg gerne vil være taknemmelig for, et liv, jeg risikerede at miste, og som gav mig en ny chance.«

Efter den voldsomme episode ved Catalonien Rundt fik Sonny Colbrelli indopereret en ICD-enhed – præcis som det var tilfældet med Christian Eriksen efter sit kollaps i Parken.

Sonny Colbrelli fortæller om håbet om at vende tilbage til at være professionel cykelrytter og nævner i den ombæring den danske landsholdsstjerne.

»Der blev også lavet en evaluering af dem, der har fulgt lignende sager, som fodboldspilleren Christian Eriksen, der ligesom jeg har en ICD-enhed og har genoptaget sin professionelle karriere. Men cykling er ikke fodbold. Man kører på gaderne. Man spiller ikke på en bane, hvor en lægestab kan reagere, hvis det er nødvendigt,« siger italieneren.

Sonny Colbrellis karriere toppede kort inden den fatale dag i Catalionen. I 2021 vandt han blandt andet Paris-Roubaix, Benelux Tour og EM.

»Nye udfordringer venter mig, og med mod forbereder jeg mig til at møde dem. Jeg vil gerne gøre det med et smil på læben. Jeg vil forstsat glæde mig over hver tur, jeg vil køre, selvom det kun er for sjov og ikke længere for at konkurrere,« siger Sonny Colbrelli, der fortsat vil være en del af Bahrain Victorious som blandt andet ambassadør for holdet.