Forestil dig verdensstjernen Julian Alaphilippe køre ned ad H.C. Andersens Boulevard iført en tætsiddende cykeldragt.

Forestil dig Tadej Pogacar, der har vundet Tour de France to gange, køre rundt i byer som Asnæs og Fårevejle.

Det virker syret, men den er god nok.

»Jeg tror først, det går op for folk, når der bliver hængt bannere op med Tour de France. Folk får sat kryds i kalenderen og får at vide, at de skal fjerne deres bil, fordi den står ude på ruten,« siger Mikkel Bjerg og smiler, da han besvarer B.T.s spørgsmål til Tour-præsentationen i Palais des Congrès i Paris.

»Jeg tror, at der kommer rigtig, rigtig mange fans ud for at se det, ligesom til VM i Leuven i Belgien i år, hvor der var sort af mennesker, der står og hepper på deres helte. Så kan man håbe, at det er ens eget navn, der bliver skrevet på asfalten.«

Når Tour de France anno 2022 starter i Danmark, er Mikkel Bjerg en af dem, der går efter at male sin dag gul.

Løbet starter med tre etaper i Danmark, men den allerførste er en prolog på 13 kilometer gennem København, hvor rytterne blandt andet skal over Dronning Louises Bro, forbi Parken og Den Lille Havfrue.

»Ja, det er nok det helt store mål i 2022,« erkender Mikkel Bjerg, der i øvrigt er på hold med den dobbelt-forsvarende vinder, Tadej Pogacar, som han også delte værelse med ved Tour de France i sommer.

Kasper Asgreen håber på at kunne køre sig i den gule trøje ved Tour de France-starten i Danmark.
Kasper Asgreen håber på at kunne køre sig i den gule trøje ved Tour de France-starten i Danmark. Foto: DAVID STOCKMAN
Vis mere

En anden dansker med store drømme er Kasper Asgreen.

Deceuninck-Quick-Step-stjernen har haft et fænomenalt år med sin sejr ved et af cykelsportens monumenter (de fem største endagsløb, red.), Flandern Rundt, og han er også så tempostærk, at ruten 1. juli snildt kunne ligge til ham.

Og derfor også til, at en dansker kører sig i den gule førertrøje.

»Man bliver lidt stolt, når man ser alt det kultur og hele det cykelmiljø, vi kan vise frem. Jeg glæder mig rigtig meget til at få hele Tour de France-feltet herop,« sagde Kasper Asgreen – også kort efter præsentationen af næste års Tour de France-rute.

Han håber på, at han som hurtigste mand kan krydse målstregen i København, men ved også, at samtlige af feltets enkeltstartsryttere allerede har sat et stort fedt kryds ved den dag.

»Selvfølgelig kunne det være en drøm, hvis det kunne lade sig gøre (at køre sig i gult på første etape, red.). Jeg kommer til at gøre mit, alt hvad jeg kan, for at det skal lykkes,« siger Kasper Asgreen.

Heldigvis skal han ikke udelukkende hænge sin hat på sig selv.

For dansk cykelsport er i topform, og derfor har han også forhåbninger for feltets andre danskere.

»Danskerne har præsteret på rigtig højt niveau de sidste par år, det håber jeg, vi kan tage med ind i næste sæson. Jeg er sikker på, at motivationen bliver rigtig, rigtig høj på de tre etaper. Så det kunne være fedt, hvis en af os rendte af sted med en dansk etapesejr.«

Ud over etapen i København skal rytterne køre fra Roskilde til Nyborg på løbets anden etape, mens tredje etape byder på en tur mellem Vejle og Sønderborg.