Det var ikke for børn, det der udspillede sig i en retssal tirsdag med den tidligere amerikanske præsident Donald Trump i centrum.

I vidneskranken var pornomodellen Stormy Daniels, som påstår at have haft sex med Trump. Det blev ganske opsigtsvækkende – og detaljeret.

Allerede inden tirsdagens tur i retten for Donald Trump i sagen om betaling af tys-tys-penge var det til at fornemme, at det kunne blive en speciel dag.

For Donald Trump var tidligt gået på sit eget sociale medie, Truth Social, for at brokke sig.

Det omhandlede nemlig dagens vidne.

»Jeg har kun lige fået at vide, hvem der er dagens vidne. Det er uhørt, der er ikke tid for advokaterne til at forberede sig,« skrev Trump blandt andet.

Allerede der var dramaet sat.

Det, som Trump havde fået at vide, men som omverdenen endnu ikke var klar over, var, at det var selveste Stormy Daniels, der skulle i retten og vidne mod den tidligere præsident.

Det er netop Trumps påståede affære med Daniels, som har ført til den sag, der kører nu, hvor Trump står anklaget for at have betalt et beløb på 130.000 dollar – ca. 900.000 kroner – for at få hende til at være tavs om deres forhold.

Det er sådan set ikke ulovligt, men det – mener statsadvokat i New York Alvin Bragg – er den måde, som Trump bogførte betalingen efterfølgende.

Og lad os bare være helt ærlige, inden vi kommer til det, Stormy Daniels fortalte fra vidneskranken: hun holdt sig ikke tilbage.

Til at begynde med kunne hun fortælle, hvordan hun oprindeligt mødte Donald Trump, da hun var 27 år ved en kendisgolfturnering i Lake Tahoe tilbage i 2006.

Pornomodellen Stormy Daniels er et af hovedvidnerne i sagen mod Trump.
Pornomodellen Stormy Daniels er et af hovedvidnerne i sagen mod Trump. Foto: Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her var hendes møde med Trump, som på tidspunktet stadig var ti år fra at blive amerikansk præsident, »et meget kort møde,« som Daniels beskrev det.

Efter det korte møde mellem de to kom en af Donald Trumps sikkerhedsvagter hen til hende med et forslag fra Trump om en middag mellem de to. Det afslog Daniels, kunne hun fortælle.

Men Stormy Daniels ændrede mening efter et møde med sin forlægger, som mente, det kunne være en god historie for pornomodellen.

»Det er en god historie. Han er en forretningsmand. Hvad kan gå galt?« skulle forlæggeren ifølge Daniels beskrivelse i retten have sagt.

Et møde blev planlagt.

Stormy Daniels fik derpå instruktioner fra Trumps bodyguard Keith Schiller, som var ham, der havde forslået mødet oprindeligt på Trumps vegne, fortalte hun i retten.

På dagen for mødet, ankom Daniels til Trumps hotel og tog elevatoren til penthouseetagen, hvor hun mødte netop Schiller. 

»Døren stod på klem, og Keith stod der og sagde 'godt at møde dig', og så gik jeg ind,« fortalte Daniels fra vidneskranken.

En tegners udgave af gårsdagens retsdag på Manhattan.
En tegners udgave af gårsdagens retsdag på Manhattan. Foto: Jane Rosenberg/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da hun kom ind, var Donald Trump der allerede. Han var iført en silke- og satinpyjamas.

»Ved Hugh Hefner, at du har stjålet hans pyjamas?«, mindedes hun at have spurgt Trump.

Derfor bad hun ham skifte tøj, hvilket forretningsmanden ifølge Stormy Daniels adlød.

Dernæst satte de sig ved middagsbordet og talte om »almindelige lære-hinanden-at-kendeting.«

Stormy Daniels kunne beskrive, at Trump var interesseret i at vide mere om hendes liv som pornomodel, og hvordan hun gik derfra til selv at skrive og instruere, samt hvor meget hun tjente, og om hun var bekymret for at få seksuelt overførte sygdomme.

Herfra udviklede det sig.

Trump valgte ifølge Stormy Daniels at begynde at læse i et magasin, hvilket hun følte var meget uhøfligt. Og da hun samtidig gerne ville spise middag, skældte hun Trump ud for ikke at føre en ordentlig samtale.

»Nogen burde spanke dig med det (magasinet, red.),« huskede Stormy Daniels, at hun sagde til Trump.

Trump og Stormy Daniels mødtes angiveligt første gang i 2006.
Trump og Stormy Daniels mødtes angiveligt første gang i 2006. Foto: Charly Triballeau Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Så jeg tog bladet fra ham, vendte ham om og slog ham (i numsen, red.) med det,« erindrede Daniels.

Trump skulle ifølge pornomodellen også have sagt til hende, at hun »minder mig om min datter,« som Trump fortalte var meget klog og blond og at folk typisk undervurderede hende.

Anklageren spurgte dernæst direkte Daniels ind til, om hun så havde sex med Trump:

»Ja. I næste øjeblik lå jeg på sengen. Jeg havde taget mit tøj og mine sko af,« forklarede Daniels.

Flere gange under vidneforklaringen afbrød Trumps advokater Stormy Daniels, når forklaringerne blev lidt for grafiske og livlige.

Og dommeren i sagen erkendte, at det ikke behøvede at blive alt for billedligt i gengivelsen af det, der foregik.

Men Stormy Daniels fik dog forklaret, hvordan hun på et tidspunkt under den seksuelle akt lå og kiggede op på loftet og undrede sig over, hvordan hun var havnet der.

Anklageren spurgte også Daniels, om Trump brugte kondom, hvortil Daniels svarede »nej« og sagde, at selve den seksuelle akt var hurtigt overstået.

Donald Trump i retten på Manhattan 7. maj.
Donald Trump i retten på Manhattan 7. maj. Foto: Win Mcnamee/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da det hele var slut, mindedes Daniels, at Trump sagde:

»Åh, det var skønt. Lad os ses igen snart, snuske.«

Og derfra skyndte hun sig at tage tøj på og forlade penthouselejligheden.

Efterfølgende, forklarede Daniels, var hun flov over det, der var sket. Men at Trump ikke havde bedt hende om at holde det hemmeligt.

Og siden de havde haft sex, var hun ofte i kontakt med Trump, som var blevet gift med sin nuværende kone, Melania, i 2005. De gentagne opkald fra Trump, besluttede Daniels at tage, da hendes forlægger nok en gang mente, det kunne være en god idé.

Trump forsøgte sidenhen at sætte en række seksuelle møder om mellem de to. Og hun tog igen til Trump Tower i 2007, ligesom hun mødtes med ham i en bungalow i LA i 2007. Her skulle de dog ikke have haft sex, forklarede Stormy Daniels, som undskyldte sig med, at hun havde menstruation.

Efter en hel dag med Daniels i vidneskranken forsøgte Trumps advokater at få sagen til at gå om, da de var yderst utilfredse med den måde, Trump blev fremstillet og stillede spørgsmål ved, hvad formålet var.

»Det er umuligt at komme tilbage fra den slags vidneforklaring. Hvordan kan vi slå tilbage på en måde, som er fair for præsident Trump,« sagde hans advokat Todd Blanche.

Dommeren afviste dog at lade sagen gå om.

Stormy Daniels skal igen vidne onsdag.