En vild opvisning var tæt på at give os en dansk vinder af Flèche Wallonne, der blev kørt under umenneskelige forhold. Men den danske drøm blev delvist slukket af vores norske naboer.

Her får du B.T.s dom fra en historisk udgave af Flèche Wallonne, der blev vundet af Stephen Williams.

Vi nåede at drømme kæmpestort, da Søren Kragh Andersen brugte sin eminente timing til at sætte et giftigt hug ind knap 60 kilometer før mål.

Mathieu van der Poels danske holdkammerat oksede afsted som en vanvittig i front – han var så vild, at vi nåede at drømme om Rullekraghens vilde genfødsel – og så i et af årets største endagsløb.

Men med under 15 kilometer til mål var eventyret slut, da energien slap op, og han blev slugt af Uno X' voldsomme tempo i feltet. 

Manden fra Strib forsøgte med næb og kør. Desværre var det ikke nok, men stadig vanvittig flot.

Søren Kragh Andersen kørte alene i front i cirka 45 kilometer. Selvom han ikke vandt, kørte han et flot cykelløb.
Søren Kragh Andersen kørte alene i front i cirka 45 kilometer. Selvom han ikke vandt, kørte han et flot cykelløb. Foto: Eric Lalmand/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

INEOS GRENADIERS

Det er modbydeligt at kåre et flop på en dag, hvor det har været en bedrift bare at gennemføre løbet på grund af de ekstreme vejrforhold. Dem kan du læse mere om under 'Så du det.'

Men storholdet INEOS Grenadiers gjorde ikke noget synderligt væsen af sig på trods af en stjernespækket trup med store navne som Tom Pidcock, Michal Kwiatkowski og Ethan Hayter.

Mandskabet fik bare ikke så meget som en enkelt mand i mål, da hele holdet udgik – og derfor er der nok heller ikke verdens bedste stemning i holdbussen for de ambitiøse briter. 

Heldigvis er der mulighed for at gøre skaden god igen til Liège-Bastogne-Liège på søndag.

Flèche Wallonne er notorisk kendt som et af forårets kedeligste endagsløb, hvor alt bliver afgjort på den sidste kilometer og Mur de Huy, der er stejl som den mørkeste skipist.

Men 2024-årgangen var noget ganske særligt, hvor alt var kaos, og det mest forudsigelige løb pludselig udviklede sig til at være et uforudsigeligt og vådt fyrværkeri.

I sidste ende blev det dog den forventede dyst på Mur de Huy, der afgjorde løbet. 

Alligevel var underholdningen i top, selv om det hele blev ødelagt af vores norske naboer fra Uno X, der var stærkt bidragende til, at løbet ikke fik en dansk vinder. Hallo, Norge! Vi troede, at vi var venner.

Rytterne var udsat for ekstreme vejrforhold under årets Flèche Wallonne.
Rytterne var udsat for ekstreme vejrforhold under årets Flèche Wallonne. Foto: Eric Lalmand/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der var varslet risiko for regn og våde veje, men feltet vidste formentlig ikke, at det kørte direkte mod et iskoldt helvede ved Flèche Wallonne.

De drabelige vejrforhold sendte litervis af vand og hagl ned over rytterne, og det skabte ravage på de belgiske landeveje. Blandt andet så vi Visma-kaptajnen Tiesj Benoot fryse så meget, at han måtte få hjælp til at få handsker på.

Alt eksploderede under uvejret, favoritterne faldt som fluer, og flere ryttere blev så kraftigt nedkølet, at de måtte give op.

En af dem var desværre forhåndsfavoritten Mattias Skjelmose, som blev til en isklump, da hans krop gik i kuldechok under de rå forhold. Brutalt.

1. Stephen Williams - Israel-Premier Tech
2. Kévin Vauquelin - Arkéa-B&B Hotels ''
3. Maxim van Gils - Lotto Dstny +0.03
4. Benoît Cosnefroy -Decathlon AG2R La Mondiale ''
5. Santiago Buitrago - Bahrain-Victorious ''
6. Tobias Halland Johannesen - Uno-X Mobility +0:10
7. Romain Grégoire - Groupama-FDJ ''
8. Dorian Godon - Decathlon AG2R La Mondiale ''
9. Tiesj Benoot - Visma-Lease a Bike ''
10. Guillaume Martin - Cofidis ''