Mandag formiddag udsendte politiet en pressemeddelelse, hvor man efterlyste to mænd for at stå bag en voldsom hadforbrydelse.

Og her ti timer senere er der et gennembrud.

De mistænkte er mandag aften anholdt og sigtet i sagen, oplyser Københavns Politi på X.

Københavns Politi oplyste tidligere i pressemeddelelsen, at to mænd blev udsat for vold og homofobiske tilråb nytårsnat på Rådhuspladsen i København.

Og ifølge politiet blev overfaldet filmet og siden delt. En video, som politiet er i besiddelse af.

»Gerningsmændene har udvist en meget brutal adfærd, og videoen er tilsyneladende blevet delt som en slags trofæ. Det er helt uacceptabelt og uforståeligt, at nogle mennesker ikke kun opfører sig på en så rå og farlig måde, men oveni føler behov for at fremhæve og dele det,« udtalte Jesper Beuschel i en pressemeddelelse.

Politiet skrev videre, at »overfaldet blev begået af to unge mænd, der tildelte de to forurettede adskillige knytnæveslag, spark og skub, mens en tredje person filmede det grove overfald«.

Københavns Politi oplyser til B.T., at det var tips fra borgere, der førte til, at man kunne skride til anholdelse.

Det gjorde man klokken 15.02 og 18.50.

De mistænkte gerningsmænd bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør, da der ikke er grundlag for det.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har også reageret på efterlysningen, som man har kunnet læse flere steder i danske medier.

»Det er et hensynsløst og brutalt overfald, som politiet beskriver, at de to mænd blev udsat for nytårsnat,« lød det fra Hummelgaard i en skriftlig udtalelse til B.T., som fortsatte:

»Den form for afstumpet adfærd, hvor man groft og kynisk overfalder andre, skal vi som samfund slå hårdt ned på.«