Troels Lund Poulsen udtaler, at han nu vil være »et rovdyr«, snarere end »et kæledyr«. Den udmelding regner B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup ikke med bliver en succes. 

»Det har lidt komikkens skær, når man som Troels Lund Poulsen ikke ligefrem ligner et rovdyr. Det er lidt som en lille chihuahua, der siger, at den gerne vil være en grand danois,« siger Henrik Qvortrup. 

Onsdag aften til et arrangement om det kommende EU-parlamentsvalg indtog forsvarsminister og Venstres formand Troels Lund Poulsen talerstolen. Her sagde han ifølge Altinget følgende: 

»Tiden, hvor Troels Lund er et kæledyr, det er på vej til at være en epoke, der slutter. Nu er der brug for, at jeg bliver et rovdyr igen.«

Efterfølgende talte Altinget med Troels Lund Poulsen, som forklarede at han blandt andet mente, at udmeldingen blandt andet handlede om, at han som Venstres formand skulle være mere synlig på den nationale politiske scene. 

Her forklarede han desuden, at han havde skulle finde sig til rette med rollen som både Venstres formand og forsvarsminister og altså havde været for meget som »et kæledyr«. 

Fremover ville han så på Venstres vegne give »mere svar på tiltale« og være mere »hårdtslående«. 

Henrik Qvortrup forklarer, at behovet for at være mere aggressiv herhjemme i politiske spørgsmål er korrekt. Venstreformanden skulle nok bare ikke have sagt det så åbent. 

Politisk analytiker Henrik Qvortrup
Politisk analytiker Henrik Qvortrup Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Det er jo lidt fjollet selv at sige, at nu er man pludselig farlig. Det virker jo lidt modsat hensigten. Han burde nok bare have gjort som han siger uden at annoncere det,« siger Qvortrup. 

Udmeldingen fra Troels Lund Poulsen sigter til Venstres egne vælgere, mener Qvortrup. 

»Der sidder rigtigt mange Venstre-folk i baglandet, som synes Venstre har givet køb på alt for meget. Fortællingen er, at man har ofret alt for meget på regeringssamarbejdet alter. At man har ligget under for Socialdemokratiet i for høj grad,« siger Henrik Qvortrup. 

Venstres tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen lovede under valgkampen, at han aldrig ville gøre Mette Frederiksen til statsminister. Han sagde også, at han forlangte, at der blev indledt en uafhængig advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle under minksagen. 

Men som bekendt, så gjorde Venstre det stik modsatte og gik i stedet i regering med både Socialdemokratiet og Moderaterne. 

Store dele af regeringsgrundlaget blev sågar forfattet af Troels Lund Poulsen. 

»Nu er det her så et signal, som jeg tolker som om Troels Lund Poulsen gerne vil vise, at man ikke er gået helt i socialdemokratisk kloster,« siger Henrik Qvortrup som fortsætter: 

»Det er så et godt spørgsmål hvordan det kommer til vise sig i praksis. En vicestatsminister kan jo ikke modsige statsministeren direkte uden regeringssamarbejdet meget hurtigt falder sammen.«

»Det kan være, at man muligvis i højere grad vil opleve, at der bliver sat nogle røde fixpunkter, som Venstre tydeliggør, at de ikke vil overtræde,« siger Henrik Qvortrup. 

I forbindelse med at Troels Lund Poulsen overtog formandsposten i Venstre har han lagt en vis afstand til det nuværende regeringssamarbejde.

Det skal forstås på den måde, at han har gjort det klart, at når Danmark næste gang står overfor et valg til Folketinget, så vil Venstre stå »i egen ret« og ikke lægge sig fast på at fortsætte det nuværende regeringssamarbejde. 

Lyt til B.T.s podcast Q & CO med Henrik Qvortrup