Bandidos skal forbydes, mener justitsminister Peter Hummelgaard. Det meldte han ud på et pressemøde onsdag.

Og selvom sagen skal for retten og er stor og omfattende, så kan forbuddet allerede træde i kraft inden sommer.

Det vil være et såkaldt administrativt og foreløbigt forbud, der vil forbyde Bandidos-rockere at bære veste og føre klubben videre, frem til sagens afgørelse ved domstolen.

Det oplyser politidirektør Lasse Boje Nielsen. Han leder efterforskningen mod Bandidos i politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet.

»Vi håber, at have en afgørelse inden sommer,« siger han.

Politiet har skrevet til Bandidos' advokat Michael Juul Eriksen, at politiet agter at nedlægge et administrativt forbud mod rockerklubben.

Politiet afventer nu modsvaret fra rockernes advokat.

Han har fået fire uger fra dags dato til at svare, oplyser advokaten selv.

»Det er et voldsomt træk at ville lave et forbud uden en domstolsprøvelse,« siger Michael Juul Eriksen.

Forbudssagen mod Bandidos er historisk og den kun anden af sin slags. I 2021 blev banden Loyal to Familia forbudt. Før det havde Rigsadvokaten ellers afvist, at noget lignende kunne ske. Det var i 1998 og 2010, da den daværende rigsadvokat afviste ideen om at forbyde Bandidos og Hells Angels.

»Det overrasker mig, at de går så aggressivt til værks nu, når rigsadvokaten tidligere har vurderet, at man ikke kunne nedlægge forbud mod Bandidos,« siger Bandidos' advokat og fortsætter:

»Et forbud vil få kæmpe konsekvenser i forhold til klubhuse og ellers lovlige aktiviteter som for eksempel motorcykeltræf, der ikke der ikke vil kunne gennemføres.«

Bandidos er ifølge politiet den største og mest »voldsparate« bande i Danmark lige nu. 

»Derfor var det ikke svært for os at fortælle justitsministeren, hvilken gruppe, vi synes, vi skulle gå efter først,« siger politidirektør Lasse Boje Nielsen.

Så det her er en advarsel til Hells Angels om, at de kan blive de næste?

»Ja,« konstaterer politibossen.