Snart kommer et stort antal terrordømte ud af de danske og europæiske fængsler. 

Og her er der særligt én ting, man frygter: 

»Den helt store udfordring er, at én person kan lave en type angreb, og det er det, man er bange og bekymrede for,« siger Tina Wilchen Christensen, forsker i radikaliseringsprocesser, ekstremisme og terrorisme, og tilføjer: 

»Men bekymringer skal ikke gøre, at man gør det forkerte.« 

Et historisk antal terrordømte og radikaliserede vil blive løsladt de kommende år - og det skaber en ny terrortrussel mod Danmark, vurderer en nylig rapport fra Bjelkegruppen.

I Danmark har de fleste også en udvisningsdom, og bliver derfor rykket på udrejsecentret Kærshovedgård efter endt afsoning. 

I rapporten kommer indsatsgruppen med en række anbefalinger, hvor en øget kontrol går igen i samtlige punkter.

Men det kan være problematisk, mener Tina Wilchen Christensen: 

De fleste terrordømte bliver flyttet på Kærshovedgård efter endt afsoning. 
De fleste terrordømte bliver flyttet på Kærshovedgård efter endt afsoning.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Man skal overveje, om det er en god idé at fortsætte med kontrolindsatser. Forskning tyder på, at man kan komme rigtig langt med de blødere indsatser, der sigter på en forandring,« siger hun og fortsætter: 

»For mig at se er det forkert at basere de fleste indsatser på kontrol, der er så kraftigt indgribende, som for eksempel en fodlænke. Det virker kontraproduktivt, fordi myndighederne bliver en fjende.« 

Blandt de anbefalede kontrolforanstaltningerne i rapporten tæller blandt andet begrænset våbenadgang, kontrol med internetaktiviteter og mobiltelefon, mulighed for elektronisk overvågning i form af fodlænke og ikke mindst psykologbistand og mentorstøtte.

Sidstnævnte, mener forskeren, man bør satse yderligere på. 

»Man skal være opmærksom på fordelingen med kontrolmekanismer kontra rehabiliteringsindsatser, såsom mentorstøtte, kontakt til andre ikke-radikaliserede miljøer og andre samtaler, der hjælper en til at perspektivere ekstreme budskaber,« siger hun og tilføjer:

»Hvis du for eksempel har været en del af Islamisk Stat, og der ikke er nogle indsatser, som motiverer til forandring, er chancen for, at du fortsætter med den ekstreme tankegang stor.« 

Bjelkegruppen blev nedsat i 2020 af regeringen for at styrke indsatsen over for terrordømte og personer, der udviser tegn på radikalisering.