Den amerikanske realitydeltager Clint Arlis er død.

Han blev kun 34 år gammel. Dødsfaldet bekræftes af 'The Bachelorette'-stjernens lillesøster Taylor Lulek i et opslag på Facebook.

»Det er med stor sorg, jeg fortæller jer, at min familie har mistet min bedste ven og storebror Clint morgenen til 11. januar. Respekter venligst vores families privatliv, mens vi forsøger at håndtere dette store tab,« skriver lillesøsteren til et barndomsbillede af de to.

Clint Arlis' dødsårsag er endnu ikke offentliggjort.

Den 34-årige tv-personlighed blev kendt gennem 11. sæson af tv-programmet 'The Bachelorette' tilbage i 2015.

Her jagtede han kærligheden hos bacheloretten Kaitlyn Bristowe, men endte med at blive portrætteret som skurken sammen med sin medsammensvorne JJ Lane, for derefter at ryge ud efter tre uger i realityprogrammet.

Hans meddeltagere mindes ham dog som »meget venlig, unik og talentfuld«, beskriver 'The Bachelorette'-medstjernen Nial Viall på Twitter.

Clint Arlis var uddannet arkitekt og ingeniør fra Universitetet i Illinios. Han arbejdede til daglig som projektmanager og var frivillig mentor på en folkeskole i Chicago.

Derudover satte han også sit aftryk indenfor brydesporten, som hans far ligeledes var træner i.

Clint Arlis efterlader sig foruden sin far Tom Arlis også sin mor Jamie Arlis og sin lillesøster Taylor Lulek.