Randers henter forstærkning hos mestrene Brøndby i midterforsvareren Joel Kabongo.

Det kan B.T. afsløre.

Joel Kabongo er et produkt af Brøndbys ungdomsafdeling Masterclass og blev i sommeren 2017 rykket op i førsteholdstruppen.

Allerede i 2018 fik han lidt af et gennembrud på Vestegnen med en fast plads på holdet fra sæsonens start og 15 kampe frem, hvor daværende træner Alexander Zorniger så gik mere og mere over til stopperduoen Benedikt Röcker og Paulus Arajuuri.

Joel Kabongo skal til Randers.
Joel Kabongo skal til Randers. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det var samtidig en sæson, som satte en brat stopper for Joel Kabongos udvikling, da han løb ind i en slem knæskade.

Et par år senere er det ikke lykkedes 23-årige Joel Kabongo at tiltvinge sig en plads på Brøndbys hold, og end ikke med afgangen af de to midtstoppere Anthony Jung og Hjörtur Hermannsson var der udsigt til en plads på de blå-gules hold.

Derfor er tiden inde til en ny udfordring for Joel Kabongo, der har kontraktudløb med Brøndby ved årsskiftet og senest til den tid er ny Randers-spiller.

Skiftet kan dog meget vel ske allerede nu, da Randers og Brøndby ifølge B.T.s oplysninger forhandler om et salg, så Joel Kabongo kan rykke til den jyske klub denne sommer og ikke mindst være med i de europæiske kampe, der venter i Kronjylland som vinder af pokalen.