Mogens Palle og Brian Nielsen fortsætter oprustningen. De to promotorer har forstærket sig med en ny sværvægter, nemlig danske og nordiske mester i sværvægt, 21-årige Ditlev Rossing.

Rossing bliver dermed den femte sværvægter i Palle og Nielsens fælles boksestald.

Og der er høje forventninger til Ditlev Rossing hos hans nye arbejdsgiver.

»Ditlev er og bliver et utroligt spændende bekendtskab at følge og udvikle. Med den amatørkarriere in mente, han har, bliver han et stærkt, nyt navn i vores store talentmasse af "Tomorrow's Champions". Vores to seneste boksere, tvillingebrødrene Kasper og Morten Fruensgaard, udtaler sig begge i begejstrede vendinger om Ditlev Rossing, som de begge har "sparret" en hel del omgange med i Skive, hvor det fynske stortalent i dag bor og træner. Og jeg selv kan også se store muligheder i Ditlev,« siger Mogens Palle.

Ditlev Rossing er den nye mand i ringen hos Mogens Palle og Brian Nielsen.
Ditlev Rossing er den nye mand i ringen hos Mogens Palle og Brian Nielsen.
Vis mere

Den aldrende boksepromotor som har fulgt og udviklet danske boksere gennem en menneskealder er begejstret for sin nye boksers kompromisløse stil:

»Ditlev er en anderledes bokser. Han er en decideret slugger, som går fremad og slår hårdt. Han er i mine øjne en rigtig crowdpleaser, der qua sit talent har store, internationale muligheder.«

Ditlev Rossings får debut som pengebokser ved et stævne i Frederiksberg Hallerne den 29. oktober. Hans drøm er at blive verdensmester, og han søger inspiration hos idolerne Mike Tyson og Marvin Hagler.

Mens Mogens Palle vil føre sit nye talent langsomt frem.

»Som 21-årig sværvægter arbejder tiden for ham - og vi agter at leve op til det kloge slogan: "Gør en stor mand ud af ham - men gør det langsomt", hvilket vil sige, at han "step by step" vil få bedre og bedre modstandere i takt med hans boksemæssige udvikling,« siger Mogens Palle, som næste år håber på at kunne fejre sine 60 år i boksesporten med et storstilet jubilæumsstævne.