KOMMENTAR
Husker I sommerens diskussioner af Chris Froomes watt-tal, da han var i gang med at vinde Tour de France?
Husker I nogenlunde samme diskussion et par år før, da han havde vundet forbløffende overlegent på Mont Ventoux og piskerishjulet Alberto Contador langt ud af alle lystavler i det løb?
Husker I også, at vi ikke talte om positive dopingprøver til Froome, men om nogle watt-tal, der - som jeg oplevede det - rummede fortolkningsmuligheder i alle verdenshjørner. Det var bare at vælge efter temperament.
Det var i høj grad et trosspørgsmål, om det watt-output, som Chris Froome leverede, var billedet på en ren cykelsport eller på en cykelsport, der stadig var lige så inficeret af snyder- og dopingkultur, som den har været i de meste af de seneste 30 år.
Chris Froome måtte forsvare sig og måtte stå model til at blive inkrimineret i ret voldsom grad - og før ham har mange andre bærere af den gule førertrøje i Tour de France været udsat for det samme.
De betaler prisen for sportens historie. Det er de gentagende historiske tillidssvigt fra cykelsportens ledere og udøvere, der har skabt en mediekultur og offentlighedskultur rundt om cykelsporten, hvor tvivlen alene er blevet et rimeligt grundlag for mistænkeliggørelse - ja til tider på det nærmeste konklusioner.
Og de samme ryttere og ledere kan hyle op om uretfærdigheden heri , lige så meget de vel (jeg synes nu ikke, at de er så slemme til det endda), men faktum er, at de formentlig kommer til at skulle stå igennem en soningsproces i en del år endnu, før tilliden er stærkere, ja før overbevisningen om, at man har forandret sin kultur, slår afgørende igennem.
Og det kom jeg alt sammen til at tænke på, da jeg fulgte reaktioner og vinklinger på mandagens nyhed om, at tennisstjernen Maria Sharapova under årets Australian Open afleverede en positiv dopingprøve.
Der var forbløffende meget medvind til historien om, at Sharapova har begået en sjuskefejl, at hun ikke har læst den opdaterede dopingliste grundigt nok, og at hun derfor ikke var med på, at det internationale antidopingagentur fra årsskiftet har gjort stoffet Meldonium forbudt.
Det taler også for lysten til at forstå Sharapova, at hun ikke havde gange i alle mulige søforklaringer om dårlige bøffer, for meget whisky og ufødte tvillinger, som vi har lært dem at kende hos cykelryttere. Det var en tilståelsessag for hende, at hun har brugt produktet i det meste af 10 år, at hun ikke har været bevidst om ændringerne i reglerne, men at det selvfølgelig er hendes ansvar, at det er i hendes krop.
Det kunne jeg godt lide, og det tjente hende til ære.
Hun så også rigtig ked ud af det.
Jeg kom bare alligevel til at tænke på, hvordan reaktionerne havde været, hvis Chris Froome havde siddet på et tilsvarende pressemøde.
Jeg gætter forsigtigt på, at hele verden havde ødelagt ham, savet ham over på både tværs og langs. Uden nåde, uden forståelse.
Hvad er det, der gør, at vi tilsyneladende bedre accepterer Sharapovas forklaring om magnesiummangel og svagt helbred som årsagen til at tage et produkt, der fremmer restitution, styrker udholdenhed og iltoptagelsen?
Måske fordi vi bedst kan lide at fastholde forestillingen om, at tennis søreme er en pæn sport. Og en ren sport.
Jeg forstår det bare ikke.
Jeg synes, det er ret påfaldende, at forbuddet mod Meldonium inden for de seneste uger - ud over Sharapova-sagen - har udløst dopingsager mod:
- Eduard Vorganov, russisk cykelrytter hos Katusha,
- Abeba Aregawi, svensk mellemdistanceløber og verdensmester på 1500-meter i 2013,
- Vinderen af Tokyo Marathon sidste år, etiopiske Endeshaw Negesse.
Kunne det være, at man skulle tillægge det bare lidt større vægt, at det internationale antidopinagentur har reageret på fornemmelsen af, at vi her stod med et medikament, som er tiltænkt syge mennesker med hjerteproblemer, men som man havde fået fornemmelsen af blev brugt som doping?
Jeg synes, de fire hurtige sager peger i den retning.
Jeg synes, det lugter mere end halvråddent, at Maria Sharapova har brugt Meldonium i mere end 10 år - når hun hævder, at hendes brug af stoffet begyndte, fordi hun dengang for 10 år siden blev ved med at blive syg og udviste tegn på diabetes. Sådan har hun vel ikke haft det i 10 år.
Kunne det være, at hun især har brugt det - og er fortsat med at bruge det - fordi det virker præstationsfremmende?
Ja, kunne det rent faktisk være, at sagen åbenbarer, at tennissporten med alle dens fysiske krav til sine udøvere selvfølgelig også er et fristende sted at bruge medicin for at klare sig bedre?
Det har ikke været snyd at gøre det med Meldonium før for to måneder siden. Men derfor kan det godt have været brugt alene med det formål at forbedre kroppens præstation medicinsk.
Jeg er ret sikker på, at en hvilken som helst topcykelrytter ikke var sluppet af sted med andre fortolkninger af sådan en sag, end at 10 års brug af produktet var lig med en systematisk og kunstig forbedring af hans konkurrencesituation.
Det ville ikke være urimeligt at tolke det sådan. Jeg vil tillade mig at kigge på sagen Sharapova med samme blik.
