Vi bor i et af verdens mest omfangsrige velfærdssamfund, hvor borgerne lægger en klækkelig del af deres indkomst i skat, men afsløring på afsløring viser, at sundhedsvæsnet ikke fungerer ordentligt – og det er borgerne, der kommer i klemme.

BT kunne mandag fortælle, at en særligt skånsom og effektiv kræftbehandling, hvor man fryser knuden væk ved nyrekræft, ikke bliver tilbudt alle patienter. Det kommer nemlig helt an på, hvor man bor.

80-årige Poul Nielsen har kræft i sin venstre nyre, og han fortæller i et interview med BT, at han kan tage hjem lige efter operationen og ikke engang behøver komme i narkose, fordi man lokalt går ind og fryser hans kræftknude væk ved den revolutionerende metode kaldet kryoteknik. Men det er altså kun tilfældet, hvis man bliver opereret i Odense eller Aarhus. Hvis man er så uheldig at være en af de 950 danskere, der hvert år får kræft i nyrerne, men derimod bor i København eller på Sydsjælland eks., så er det en langt skrappere operation, man går igennem. Her bliver knuden nemlig fjernet ved et kirurgisk indgreb med narkose, og patienten vil typisk være indlagt i to til tre dage. Nogle patienter får fjernet hele deres nyre ved indgrebet og risikerer at skulle i dialyse.

Overlægen i Odense Ole Grauman udtaler til BT, at han ikke forstår, hvorfor man ikke tilbyder denne behandling i hele landet.

Der kan selvfølgelig være forskellige grunde til det – blandt andet at man nogle steder specialiserer sig i en bestemt behandling, eller at den er ny og skal prøves af, før den bliver udbredt. Men det rokker alligevel ved et grundlæggende princip i det danske sundhedsvæsen – lige adgang til sundhed for alle. Og denne historie viser tydeligt, at ikke alle patienter med nyrekræft får den bedste behandling - det afhænger simpelthen af postnummeret!. Vi sikrer den lige adgang gennem et skattefinansieret sundhedsvæsen i modsætning til det amerikanske, hvor man skal have en privat sundhedsforsikring for at få behandling.

Denne historie er blot en ud af mange om et dårligt fungerende sundhedsvæsen, der også har alt for meget overbelægning på gangende – det kan ikke være rigtigt i et samfund med et skattetryk som det danske.